Cyklusser & Livskraft

DE GODE DAGE

Gode tider og dejlige perioder er ikke svære at tage ind og nyde godt af...Eller hvad?

For de fleste går det ganske glimrende, når livet behandler dem godt, men nogle har faktisk svært ved at nyde det, selv i de perioder hvor tingene går godt, og de lever i en konstant frygt for, hvornår det ”går galt”, og hvornår der kommer uvejr i tilværelsen igen.

De fleste kender det godt, tanken det-er-næsten-for-godt-til-at-være-sandt, om end i en mindre skala.

Jeg har selv været der hver gang jeg blev gravid.”Ahr, lad os nu se, det er jo gået galt alle de andre gange, så jeg vil ikke begynde at glæde mig...”

Og hvor er det egentlig tåbeligt, for skal jeg sige jer noget?
Selvom det går galt igen, så bliver jeg ikke mindre ked af det, når det sker, blot fordi jeg har forsøgt ikke at glæde mig.
Den logik holder ikke.
Uanset hvad, så vil jeg blive ked af det. Så hvorfor ikke nyde det, så længe det varer?
Det eneste, jeg opnår ved at holde igen på glæden i den tid, hvor det går godt, er at fratage mig selv glæde i nuet.
Intet andet.

Og jeg nåede aldrig at gennemføre en graviditet, og nu er toget ved at være kørt. 

Sørgeligt at jeg ikke bare har nydt de måneder, der var liv og ventet med at tage sorgen og problemerne, til når den ufrivillige abort ramte.

Nogle mennesker har det sådan her konstant og hele tiden. Med alt. De kan aldrig glæde sig, aldrig føle sig hele og lykkelige, fordi de venter hele tiden på, at ”bomben falder”.
At kæresten forlader dem, at pengene slipper op, at de bliver fyret, at vennerne vender dem ryggen, at nogen dør fra dem, osv.

Det er en skam. Uanset om det er i større eller mindre grad.
Men det er der råd for. Det vender jeg tilbage til.

DE DÅRLIGE DAGE

Dårlige tider derimod, de kan være svære at acceptere og svære at være i for de fleste.
Men vi bør faktisk se på dem med samme glæde og entusiasme som de super-duper-fede-opturs-dage, fordi der er et formål med dem.
Vi skal lære noget af dem. Der ligger værdifulde -måske lidt tarveligt indpakkede- skatte i vores udfordringer og kriser, i form af visdom og indsigter. Selv når nogen dør fra os eller forlader os.

Desværre lærer vi dog alt for sjældent af dem. Ofte vil vi i en periode lige efter krisen kunne se det, som om at hele livet er blevet sat lidt i perspektiv, særligt hvis en tæt på os er gået bort. Tanker og følelser er i oprør, og vi føler, at der sker noget med os, og vi begynder pludselig at sætte mere pris på de små ting, lægge mere mærke til hverdagsmirakler og være lidt mere på vagt overfor at tage alting for givet...

Men det ebber lige så stille ud...

Og snart går livet sin vante gang igen.
Det skal det naturligvis også, men vi skulle gerne have lært noget. Noget vi kan have glæde af resten af livet, ikke noget vi kun lige drager nytte af i ugerne efter krisen.

Det er lige som med vægttab, nye vaner og nye aftaler i parforholdet, man kan sagtens tabe sig, ændre sig og holde en ny aftale, bare ikke ret længe ad gangen. Gejsten, iveren og ildhuen rinder ganske enkelt ud, og snart er vi tilbage i de gamle mønstre, og alt er, som det altid har været, nogle gange faktisk værre...

Nogle mennesker vil slet ikke opleve denne forbigående periode med nye og lysere perspektiver overhovedet, fordi de er ovevejende negative og pessimistiske, og langt mere reaktive end proaktive. De er ofre for omstændigheder og kan kun se det, som at livet er imod dem.

MIT LIV I EN NØDDESKAL

Sådan har det meste af mit liv set ud. Glade stunder jeg havde svært ved at nyde fuldt ud, og dårlige tider som jeg ikke lærte noget af. De var kun brænde på mit selvmedlidenhedsbål.
Og jeg havde sgu også alt mulig grund til at være ked af det og have ondt af mig selv, for jeg har da ikke haft verdens nemmeste liv, men det var jo rart at have det sådan. Selvom det var blevet en del af min komfortzone at være miserabel, så ønskede jeg da stadig -mere end noget andet- at jeg kunne få det bedre.
Selvfølgelig ville jeg da gerne se mit selvværd skyde i vejret og mit kærlighedsliv blive lykkeligt.

Jeg vidste bare ikke, at det var noget, jeg kunne lære som sådan Og jeg vidste ikke, at jeg kunne lære noget af min svære fortid eller mine nutidige kriser, for det var der aldrig nogen, der havde fortalt mig, at man kunne.

Hvor mange gange har man ikke som barn fået at vide, at man skulle stramme op, tænke selv, eller koncentrere sig, uden at nogen har gidet fortælle en, hvordan man egentlig gør de her ting?

Hvordan koncentrerer jeg mig?
Hvordan bliver jeg bedre til at tænke og regne ting ud selv?

Hvordan ”strammer jeg op” og bliver glad igen, når jeg har været ked af det?

Hvis man ikke lærer, hvordan man ”bruger hovedet”, hvad man skal gøre for at koncentrere sig, eller hvordan man får det bedre, når man har været ked af det, så er det vanskeligt at vokse op og blive et proaktivt, selvstændigt og positivt menneske med et sprudlende selvværd og en hulens masse selvtillid og gå-på-mod.

Jeg husker, at jeg som barn tit fik at vide at ”du kan fandme heller ikke stikke en pind i en lort uden at gøre det forkert”

Mjah... Ikke det mest konstruktive budskab i verden og heller ikke fordrende for selvværdet, selvtilliden, initiativrigdommen eller det positive mindset for den sags skyld.

Da vi var børn, var vi 100 % afhængige af andre, derfor indordnede vi os så godt vi kunne for at få den kærlighed, anerkendelse, pleje, mad og tryghed, vi var afhængige af for at overleve.

Det præfrontale cortex (den forreste del af hjernens frontallap) er den del af hjernen, der blandt andet står for at vurdere, hvad der er ”rigtigt”, og hvad der er ”forkert”, hvad der er ”sandt”, og hvad der er ”usandt”, og det er ikke færdigudviklet før man er i 20’erne, og det betyder altså, at det vi lærer i den periode ”går rent ind” uden at blive bedømt, målt eller vejet for, om det er sandt.

Så hvis jeg får at vide, at jeg ikke kan stikke en pind i en lort uden at gøre det forkert, og kammeraterne siger jeg er grim, jamen så er det det jeg er. Så er det mig. Der er ikke så meget at diskutere.

Som børn er vi sagesløse ofre for vores omstændigheder, fordi vi er 100 % afhængige af at andre tager sig af os, men det er vi ikke som voksne.
Her kan vi veje for og imod, når der er udfordringer, vurdere og bedømme når nogen ytrer deres mening om os, og ligeledes kan vi vælge at tage ansvaret for vores eget liv og for vores livskvalitet og glæde, og det skal vi gøre.
Hvis vi -som jeg har gjort det meste af livet- hænger alting på sådan-er-jeg-bare-og-det-er-pga-min-barndom knagen, så afgiver vi al magten til andre mennesker og/eller omstændigheder.

Mange har -som jeg- aldrig lært, hvordan man gør noget andet, og historierne fra fortiden -og den medfølgende offerrolle- følger os derfor langt ind i voksenlivet:

• Jeg er grim

• Jeg kan ikke gøre noget rigtigt

• Jeg er tyk

• Jeg er ubegavet

• Jeg er ligegyldig

• Jeg er uelsket

• Jeg er irriterende

• Jeg er til besvær

• Jeg er for meget

• Jeg er for tynd

• Jeg er for lille

• Jeg er for stor

• Jeg er for højrøstet
  

Osv.

Og vores afhængighed af andre fortsætter. Vi føler os ikke elsket eller hele, medmindre vi har en kæreste, der kan bekræfte os i, at vi er elskede og ønskede (-og ligegyldigt hvad han/hun gør, vil det alligevel aldrig være nok), vi kan ikke selv tage initiativer, vi venter på at andre kommer og hjælper os, redder os eller gør ting for os.

Der er ingen livskraft og lykke i sådan en tilstand...

GØR DIG FRI AF FORTIDENS GREB

For at kunne give slip, nyde nuet og være glad, når livet er dejligt, er vi altså nødt til at gøre os uafhængige. Både af andre og af omstændigheder.

• Det duer ikke, at jeg er afhængig af at få børn, før jeg kan blive lykkelig og føle mig fuldendt

• Det duer ikke, at jeg partout skal have en bedre halvdel for at føle mig hel og elsket

• Det duer ikke, at jeg skal have andre til at hjælpe mig for at klare mine opgaver på jobbet

• Det duer ikke, at jeg er afhængig af villa, vovse og Volvo for at jeg kan blive glad

• Det duer ikke, at jeg skal have en svulmende bankkonto for at kunne slippe min frygt

• Det duer ikke, at jeg skal ”samle” på veninder for at jeg kan føle mig værdig

• Det duer ikke, at jeg har brug for noget eller nogen for at føle mig tryg

• Det duer ikke, at jeg skal serie-date eller knalde med en anden for at ”komme mig” over min ex

• Det duer ikke, at jeg skal drikke alkohol for at kunne holde ud at være til

• Det duer ikke, at jeg må overspise for at undgå at mærke min sorg

Du bliver ikke mindre afhængig af at lade andre gøre tingene for dig eller ved at sørge for, at alt er så nemt som muligt, din indre smerte forsvinder ikke med en større bankkonto eller flere veninder, og problemerne kan ikke løses med alkohol eller junkfood, og dit hjerte heles bestemt ikke ved at serie-date eller med tilfældig sex.

Det kan måske føles sådan lige i øjeblikket, du gør det, men det er som at tisse i bukserne for at holde sig varm.

Du lyver for dig selv, hvis du tror, det hjælper.

Skulle du have lyst til at se min video ”Vi lyver for os selv” så klik her: Vi Lyver For Os Selv - peptalk-video af Hjerte Under Ombygning. Når du henter videoen, vil du samtidig tilmelde dig min Søndags-Support, hvor jeg hver uge guider mine læsere til lykkelig forandring i deres liv, alt sammen baseret på min egen historie og ting, jeg selv har kæmpet med og stadig arbejder med.

Min påstand er altså, at du er nødt til at gøre dig uafhængig for at kunne være 100 % dig selv uden selvdestruktiv adfærd og mindreværdskomplekser, og for at kunne nyde nuet fuldt ud, uden angst og bekymringer.

HVORDAN GØR VI OS UAFHÆNGIGE

Jo, det gør vi ved at tage fat om roden til vores problem.

Der er ingen anden vej.
Og her mener jeg ikke, at du skal trampe rundt i dine traumer fra fortiden, der risikerer du i værste fald bare at re-traumatisere dig selv.

Jeg mener, at vi er nødt til at arbejde med vores indre og med at få forløst de ting, der har sat sig fast i vores krop.
Man kan simpelthen ikke bare tvinge sig selv til at ”tænke positivt” eller flygte fra sine problemer ved at have tusind projekter i gang og 800 bolde i luften konstant.

For at forløse de issues, der har sat sig fast i vores krop, skal de svære følelser, der er forbundet med problemet, ”høres” og anerkendes ,før de vil slippe deres tag i os. Hvis vi nægter at mærke dem og flygter fra dem, så bliver de ved med at (for)følge os.

Det er kun sjældent en god idé at tale om sine traumer igen og igen, som sagt vil jeg påstå ,at man gør det ondt værre og faktisk re-traumatiseres.
I stedet skal man blot mærke følelserne. Være i dem. Give dem plads. Også selvom det er rædselsfuldt.
Hvis man ikke aner, hvordan man skal lytte til og mærke sine følelser, så kan det være tilrådeligt med noget terapi, og der må man prøve sig frem.

For mig har psykoterapi og hypnoseterapi efterfulgt af selvhypnose været godt.

Yoga er også en rigtig god form for ”terapi” for kroppen, og for mig har yoga været med til at bygge min ”indre kriger” op ved at give mig styrke, forløsning, balance og ro. Ro via vejrtrækningen, som der lægges meget vægt på, forløsning via forskellige stræk, og styrke og balance via poseringer der kræver min opmærksomhed og vækker mit selvværd.
Vejrtrækningsøvelser hjælper med at berolige nervesystemet og har hjulpet mig, når jeg er blevet overvældet af angst.

Og så har jeg lyttet til lydbøger.
Hver evig eneste dag.
Når jeg kører i bil, når jeg kører på cykel, når jeg står i badet, når jeg laver mad. Så ofte jeg kan. Og vi snakker naturligvis ikke krimier eller lægeromaner!
Vi snakker lydbøger, der omhandler de ting, jeg kæmper med. Det kunne være selvværd, knust hjerte, angst, tilgivelse, barndomstraumer, pengeproblemer. Alt muligt.
Lyttet og lyttet og lyttet, blevet klogere og klogere og har fået det bedre end jeg nogensinde har haft det før.

Jeg har grædt og grædt og grædt, når jeg følte mig ramt af det, jeg lyttede til, og det er godt, for når man græder giver man slip. Det er jeg helt overbevist om.
Jeg har helt umotiveret brudt i gråd til yoga og til Body-SDS, og jeg tror fuldt og fast på, at det er et godt tegn.
Jeg tror nemlig på, at gråd er med til at forløse vores smerte, så den ikke sætter sig kronisk i kroppen.
Jo sværere man har ved at græde og/eller give slip på vrede, jo mere vil det sætte sig i kroppen og udvikle sig til alt muligt grimt.

Når man så har hørt, anerkendt og virkelig mærket til de følelser, der er forbundet med problemet, ved for eksempel at gøre ting som det jeg lige har beskrevet ovenfor, så er problemet klar til at opløse sig og langsomt tone ud og slippe sit tag i dig for altid.
Nu vil du kunne begynde at træne i at tænke positivt, aflære ting fra fortiden der ikke gavner dig, overskrive dem med nye dejlige vaner, der bidrager til højere livskvalitet og mere glæde og lykke.
Du kan bruge bekræftelser (Affirmations) og taknemmelighedsdagbog til at holde et positivt fokus, og du vil langsomt begynde at blomstre.

Men du er nødt til at forløse sorgen og smerten i kroppen, før du kan lege ”positiv-tænknings-Lis”.

Når du når dertil, så vil du have meget lettere ved at tackle kriser og nedture, du vil stadig blive ked af det -bevares- men det vil ikke slå dig fuldstændigt skakmat.
Du vil også have meget nemmere ved at spotte, hvad pokker det lige er du skal lære af de forskellige udfordringer og nedture, som livet byder dig på (For de er desværre uundgåelige) og rent faktisk kunne tage lærdommen til dig og bruge det konstruktivt ikke bare i nogle uger, men resten af livet.

Efter at jeg selv -desværre først i en alder af 42- fandt ud af, at jeg godt kunne være noget andet end offer, og jeg begyndte at tage ansvar ved at arbejde på mit indre, tilgive og forstå, så begyndte jeg lige så stille at blomstre, og jeg er virkelig blevet en ørn til at tage visdom til mig i hverdagen.
Ikke kun fra kriser og forliste parforhold, men af fra alle mulige små udfordringer og bump på vejen, og jeg hygger mig med at finde små finurlige ting, jeg kan ”øve mig på”, så jeg kan blive bedre til alt lige fra afvisninger til selvkærlighed og fra pengeproblemer til skabelsen af nye vaner og mønstre.

Jeg deler rigtigt mange af disse ting, jeg har lært og stadig lærer, helt gratis, i min Søndags-Support, så feel free to join.

Du er også velkommen til at kigge forbi min blog på Hjerte Under Ombygning, hvor jeg blandt andet har skrevet indlæg i nogle af de allersværeste perioder af mit liv.
En slags ”selvterapi” der i dag også hjælper og inspirerer andre.

Håber også at denne artikel kunne inspirere dig.