Hollywood Drømme

Jeg kigger på reality stjernen Erika Jayne i tv, der synger og danser rundt på en kæmpe scene. Hun siger, at hun er den nye version af en empowered kvinde, for hun er skide ligeglad med, hvad andre mener. Vi, der bor i Hollywood og er en del af branchen, følger Erika tæt. Hun bor i et palads, har eget fly og kan gøre lige hvad hun vil. Kvinden er rig, smuk, ung og fri. På sociale medier har hun over en halv million followers, som tilbeder hende. Det viser sig imidlertid, at hendes mand er 85 år, at hun kalder ham The Boss, og at han foran os seere fortæller hende, at hun skal holde sin kæft, når han snakker. Alligevel bliver Erika hyldet som et forbillede, for hun er villig til at gøre, hvad der skal til for at opnå sin drøm.

Da jeg selv ankom fra København til Los Angeles som 22 årig for at blive skuespiller, blev jeg hurtigt klar over, at det var almen viden, at man skal gøre alt for enhver pris for at opnå sin drøm. Jeg måbede, da jeg blev introduceret til en top agent, der sagde, at hvis jeg ville frem, skulle jeg gå med ham hjem. Han var tydeligvis ikke helt klar over, at han snakkede til en dansk kvinde, hvis første indskydelse var at give ham en på kassen. I stedet fortalte jeg ham, at hans afpillede hud på hans hænder nok betød, at han havde en sjælden sygdom, og at han måtte søge læge hurtigst muligt. 

I Hollywood er første prioritet for skuespilleraspiranter at kunne betale for de rette ’acting classes’. 95 procent arbejder deltid som tjenere, bartendere, flyttemænd, etc. Der bliver kun lidt tilovers til kost og logi. Levestandarden står derfor i skærende kontrast til viljen, modet og indstillingen hos hver enkelt kunstner, som er glad, positiv, opportunistisk og idealistisk. De dårlige leveforhold er hyldet ind i ideen om, at hvis man er tro mod sin drøm, så lever man det bedste liv af alle. Lykkes det at booke et job, hvor man bliver set i 2 sekunder bag ved en kendis, så er man dronning for en dag. Honoraret betyder mindre. Man er nærmere sin drøm.

I de mest anerkendte acting classes lærer man, at det at presse sig selv til det yderste, er det, der skal til for at kunne slå igennem. Her blev skreget i kor, ”My dream is mine, I want it, I need it, i deserve it” og den, der kunne skrige højest, var stjerneeleven og ville ifølge læreren få karrieren hurtigst. Jeg glemmer ikke den stakkels svenske dreng, der skulle op før mig i en af disse klasser. ”You look like an asshole” var den kendte beundringsværdige lærers kommentar. ”Cæcilie now it is your turn...!?” Der stod jeg af. Jeg gik simpelthen min vej. Jeg sendte et brev til min lærer,hvor jeg skrev, at næste gang hun snakkede sådan til en elev, skulle hun tænke på den store pris, han betaler i leveforhold,for overhovedet at kunne gå til hendes timer. Jeg hørte aldrig fra hende igen.

Hvad er vigtigst drømmen eller rejsen derhen? At være tro mod sine drømme er for mig noget helt afgørende. Hvis ens hjerte siger, man skal gøre det, så skal man springe ud i det. Men rejsen derhen behøver ikke være ‘’det er alt eller intet’’. Man skal kunne se sig selv i spejlet og til enhver tid kunne stå ved de valg, man har truffet. Mange berømtheder betror mig, at de undervejs solgte deres sjæl for at komme derhen, hvor de er idag. Det er noget, de altid må leve med og arbejde på at hele. Men hvem er kommet på forestillingen om, at målet helliger midlet? Det, at leve et godt liv I dagligdagen, er lige så vigtigt som ens drøm. Man indser også, at drømme kan forandre sig - de er måske ikke helt, som man først troede, eller man finder en ny interesse relateret til denne drøm. Jeg fandt fra min egen rejse, at min interesse var det, som ligger bag ved drømme og bag ved det at udleve dem. Menneskers følelser og individuelle udtryksformer og respekten for den individuelle process. Hvad folk tænker, og hvordan de rigtigt har det bag kameraet i Hollywood.