Under den blodrøde måne

Artiklen her beskriver et moderne tabu. Om end det på det seneste er blevet en varm kartoffel. Med udgivelsen af bogen ”Gennemblødt” der har sat kvinders forhold til deres menstruation på dagsordenen.

Det er dog hverken bogens indhold eller forfatternes statements, som jeg her vil komme ind på. Men den lander midt i en tid, hvor flere og flere kvinder forsigtigt begynder at åbne op for, at vi faktisk kan tage kraften tilbage i egen krop.

LÆS OGSÅ Til fryd og til frugtbarhed

Netop derfor skal denne artikel skrives. Jeg skriver den ikke for på nogen måde at forarge eller bare så meget som at skabe røre i andedammen. Men fordi jeg tror, at rigtig mange kvinder vil kunne blive beriget, styrket og empowered af at læse om mine erfaringer.

Er du en af de kvinder, der kaster op ved tanken om at skulle tale om MEN-STRUA-TION, så skal du måske bare bladre videre. Men har du mod på det, så læs med - jeg håber, at du bliver inspireret - og måske får mod på selv at søge kraften og generobre forbindelsen til din krop - og det urgamle kredsløb der lever i os alle.

Hormonernes fængsel.

Jeg var 15 år, da jeg fik p-piller for første gang. På det tidspunkt havde jeg haft menstruation i 3 år. Jeg var stadig i puberteten. Under udvikling. Indvikling. Men. Jeg fik dem. Mestendels fordi de andre fik dem. For at være en del af fællesskabet. En følelse som jeg af alle mulige årsager, har længtes efter hele min barndom og meget af mit voksne liv.

På det tidspunkt havde jeg ikke den ringeste anelse om, at jeg fik det på bekostning af min krop. Min cyklus. Min kvindelige livskraft. Min forbindelse til det naturlige kredsløb. På det tidspunkt havde jeg ingen fornemmelse for min krop. Den var måske en del af mig, men den var i lige så høj grad et våben. Et værn. Et skjold. Min krop var uden for mig. Den var der. Men den var ikke MIG.

I de følgende 20 år var dén forståelse for min krop stort set uændret. Jeg afskar mig på alle måder fra min krops funktioner og fra at føle efter. Jeg tog p-piller, p-ring, p-plastre, hormonspiral. Jeg tilførte min krop kunstige ”uskadelige” hormoner i alle afskygninger for at undgå at blive gravid og for at tæmme det ukendte.

For at vende tilbage til Maria 15 år, så udviklede jeg inden for det første år kraftig migræne. Som i 3 dags-anfald én gang om måneden. Jeg tænkte ikke videre over det. Jeg nævnte det ikke engang for lægen. Ingen "informerede" mig om de forventelige bivirkninger. Selvom jeg kan nævne de første 10 kvinder der har fortalt mig samme historie. "Hormonel migræne" er blevet en diagnose, men sgu’ fanden om de gad at tale lidt højere om det, før de ordinerede p-piller som fredagsslik.

LÆS OGSÅ Hvad kan vi lære af indianerne?

Jeg tog så mange panodiler og kodimagnyler, at jeg kunne holde det lokale apotek kørende. Jeg var 19 år, da jeg endelig fik rigtig migrænemedicin. Det var en lettelse af dimensioner. Men det var symptombehandling.

Migrænen har fulgt mig lige siden. Indtil for halvandet år siden. For på det tidspunkt skete der noget skelsættende. Jeg besluttede mig for at sige et endegyldigt farvel til hormonel prævention. Farvel til et liv i kunstige lænker. Et liv uden for min krop.

I april 2015 fik jeg fjernet min hormonspiral. 33 dage senere fik jeg min ”første” menstruation. Der er nu gået over et år. Et år med et helt almindeligt liv. I et helt almindeligt parforhold. Uden graviditet. Men med en så helt fuldstændig ny indføling og forståelse for min krop. Og min krop set i forhold til det urmenneskelige.

HVORFOR, HVORFOR, HVORFOR er der dog ingen unge piger der i dag bliver undervist i deres krops funktioner og i den cyklus, som er så essentiel for deres køn? Jeg husker pinagtigt, hvordan vi i biologitimen så den meget visuelle film om spermens vej til ægget. Men jeg lærte på INTET tidspunkt om, hvordan jeg selv kunne aflæse min cyklus. Hvordan min krop rent faktisk fortæller mig, dag for dag, ”hvor vi er”! Jeg lærte, hvordan jeg skulle rulle et kondom på en banan. Brugte jeg det? Nej.

Det er indlysende, at der skal barrieremetoder til for at beskytte mod seksuelt overførte sygdomme - og det er slet ikke det jeg stiler imod at bekrige - jeg anråber blot, at den del af seksualundervisningen, hvor pigerne kunne få mulighed for at forstå deres kvindelige krop, i hvert fald manglede fuldstændigt i min skoletid i starten af 90’erne. 

Hippiesnak og utopi?

En mørk vinteraften over en longdrink mange år senere, hørte jeg med opspilede øjne om, hvordan min gode, gamle rødstrømpeveninde havde levet i fast forhold i næsten 20 år, og aldrig brugt andet end sin observationssans. Hvordan kunne det være muligt? Det var helt ny viden for mig. Kunne man virkelig det?

Kunne man virkelig undgå graviditet, blot ved at lære sin krop at kende? Det virkede som ”hippiesnak” og ren utopi. Jeg kunne overhovedet ikke forestille mig at skulle slippe sikkerhedsnettet. Man ville da helt sikkert blive gravid! Alligevel var der noget i mig der længtes. Mod den ældgamle viden. Så tanken ville ikke forlade mig.

Og jeg anråbte det store orakel. Mr. Google. Som altid åbenbarede der sig en helt ny verden. Ikke nok med at der fandtes (meget tykke) bøger om emnet (læs med fryd ”Taking charge of your fertility” af Toni Weschler) – der fandtes både apps og hele ”communities” der beskæftigede sig med det der i almindelig tale bliver kaldt for FAM-metoden (fertility awareness method).

Ligesom alt andet nyt kræver det, at man vil det. Det kræver, at man følger forskrifterne og yder sit. Helt kort fortalt – og det som har været nøglen til hele min nye selvforståelse, så kræver det, at jeg hver morgen (i samme tidsrum, inden for maksimalt en time på hver side) tager min temperatur, inden jeg stiger ud af sengen. Punktum. Ingen tisseture, ingen noget som helst. Vækkeur, termometer, slut. Stå op eller sove videre, afhængigt af dag. Det har været fantastisk at finde ud af, at min krop faktisk fungerer som et urværk. Har du drukket eller er du sløj, kan du skrotte målingen.

LÆS OGSÅ Når de dybe skove kalder…

Når jeg mentalt har registreret dagens måling, kræver det blot, at jeg i løbet af dagen indtaster resultatet i min app – jeg bruger den amerikansk udviklede Kindara – den er ikke den mest visuelt lækre, men den er totalt nøjagtig, og den har en kæmpe brugerflade. Når dagens resultat er indtastet kan jeg se, hvor jeg er i min ægløsningsperiode – usikker sex kan man have 4 dage efter ægløsning og frem til første blødning, alt før det er på den sikre måde, hvordan man så end vælger den. Er du mere til det analoge og kan lide at have papir i hånden, kan du bruge Vibeke Amdisens cykluskalender til at kortlægge din cyklus.

Jeg er så lykkelig over at være sluppet af med den dyne, der tidligere har været mellem mig og min krop. I dag ved jeg præcis, hvordan min krop fungerer. Jeg ved til minuttet, at to dage før min menstruation har jeg en enkelt dag, hvor jeg er irritabel og kortluntet (jaja, læs bare PMS – jeg siger, at jeg er i min ILDKRAFT)!

Min urene hud kommer tre-fire dage inden første blødning og jeg bløder kraftigst på den første dag. Denne dag har jeg også ofte smerter (der let afhjælpes med tinktur af hjertespand – men det må blive en anden artikel) – og jeg vil helst trække mig lidt tilbage fra fællesskabet og sysle med kreative ting (som for mig bl.a. betyder at skrive).

Alt dette har jeg lært. Blot ved at kortlægge min cyklus og registrere mine små daglige forandringer. Desuden bliver der også lagt vægt på registrering af livmodersekretet (det man plejer at kalde udflåd, men som er mere end bare ”discharge”), men det har større vægt, hvis man rent faktisk ønsker at blive gravid). Jeg holder mig bare til den sikre ”4 dage efter temperaturstigning”, så betyder sekretet ikke det store. Andet end at jeg ved, præcis hvordan min krop fungerer.

En hel kvinde.

Hvor kommer alt det med kraften så ind? Jo, netop her – fordi min krop pludselig er blevet min. Den er blevet en del af mig. Den fortæller mig, hvor jeg er i min cyklus med bitte små vink. Jeg er blevet lydhør på en hel ny måde. Som om jeg er blevet i stand til at læse dens signaler. Der er blevet åbnet en dør ind i mig. Jeg føler, at jeg er blevet en HEL kvinde. Sådan som skabelsen rent faktisk har tænkt mig. Det er nyt og så berigende for mig som kvinde - og som menneske.

Jeg er vokset op i en tid hvor MENSTRUATION var - og stadig ér tabu. Det har været et nødvendigt onde, som vi helst ikke talte om. Og hvis man gjorde, så kun i negative vendinger. Det blev omtalt som at have "dét" (totalt afstandstagen) eller ”sit skidt” (den omsorgsfuldt stuerene) eller ”mit lort” (den jævnaldrende). Det var aldrig hyldet som et symbol på livskraften. På den kvindelige skaberkraft. Det var beskidt. Besværligt. Til tider smertefuldt. Og skamfuldt. (TÆNK hvis man blødte igennem… så hellere dø!).

Jeg nægter at ligge under for det mere! Jeg taler om det. Jeg sætter ord på det. Her. Og for mine døtre. Jeg fortæller dem om blodets kraft. Jeg tænder lys. Jeg hilser månen i min krop. Jeg fejrer, når jeg bløder sammen med månens runde ansigt. I denne cyklus faldt blodets første dag på dagen mellem jævndøgn og fuldmåne. Det er skønt og fantastisk og indgiver mig så meget livskraft. Men det er ikke et dogme.

At jeg kortlægger min cyklus og samtidigt følger månens faser, betyder også, at jeg føler mig forbundet. Ligesom jeg ikke længere er afskåret fra min krop, bliver mit kredsløb også en del af det store hele. Det skaber FORBINDELSE. Mine cyklusser er korte og varer i gennemsnit 23-24 dage – hvilket går fint i snit med de 13 fuldmåner der er på ét år.

LÆS OGSÅ Tabu – en artikel om skam, skyld og hvad tabu er for et monster

Det falder sådan ind i mellem, og jeg kan glædes, men jeg er ikke mindre spirituel, når første dag falder på en aftagende måne. Så er tingene bare anderledes. I dag er de kraftfulde. Jeg er inspireret – jeg ved det er vigtigt at dele. Jeg ved, at det er vigtigt at få ud til alle jer moderne kvinder, at der findes måder at være i sin kraft på, uden at man skal halshugge sig selv med kunstige hormoner. Hvis du vil…

Hvordan skal man dog lære om al det her, når ingen taler om det? Hvordan skal man forstå sin egen cyklus i forhold til naturens kredsløb? Det kan man kun, hvis man lærer det! F.eks. via Red Tent Denmark - som er en dattersammenslutning under det amerikanske Red Tent movement, der har været foregangskvinder for at genindføre blodets kraft som symbol på et helligt fællesskab. Og i respekten for den kvindelige kraft.

For 10 år siden, mens jeg var midt i en stor personlig livskrise, deltog jeg i Annette Høst shamanistiske kursus for kvinder ”Høstmåne”, hvor vi netop beskæftigede os med blodets kraft – og vejen ind og ud af cyklussen. Vi talte og sang om – og til – Måne. Men jeg var ikke klar til at tage Månes kraft til mig. Jeg var 26 år og havde ingen føling med min krop.

Nu er tiden kommet. Jeg har fundet de gamle noter frem. Det er på tide at lære mere om kraften der flyder under den røde måne. Måske vil du følge med mig - ad Månes veje…