MOOLA - Vi sætter fokus på alternativ behandling og giver
dig inspiration til at få en sund krop og et balanceret sind.
NLP er at tilegne sig færdigheder og adfærd, der hurtigt og enkelt skaber de forandringer og resultater, du ønsker at skabe.
NLP kom til verden i Californien i 1970'erne som resultat af et projekt, startet af sprogforskeren John Grinder og psykologen Richard Bandler.
NLP står for ”Neuro Linguistic Programming”, og Richard Bandler definerer NLP sådan:
"NLP is an attitude and a methodology that leaves behind a trail of techniques..." - eller på dansk:
"NLP er en måde at agere på og en metodologi, som efterlader sig et spor af teknikker...".
Grinder og Bandler opfandt Modelling, en struktureret metode til at afdække præcist HVAD eksperter GJORDE for at opnå topresultater i deres arbejde, og HVORDAN de gjorde det – fysisk, meget specifikt og helt ned i mindste detalje.
De satte så deres opdagelser i system, så du kan "modellere" eksperter fra hvilket som helst felt og selv tilegne sig de færdigheder, der skaber succes og positive forandringer på et bestemt område, enkelt og hurtigt.
Hele ”konceptet” kaldte de ”NLP, Neuro Lingvistisk Programmering”, og de udgav en del bøger om NLP i forandringsprocesser, bl.a. ”Frogs into Princes”, ”The Structure of Magic” og ”Using Your Brain – For a Change”, som i dag er klassikere inden for NLP og personlig udvikling.
Navnet NLP refererer til hele det menneskelige nerve- og sansesystem (Neuro), de både verbale og non-verbale sprogprocesser vi aktiverer i vores kommunikation (Lingvistik), og evnen til at strukturere vore neurologiske og sproglige systemer (Programmering) til at opnå de resultater, vi ønsker.
Kort fortalt handler NLP derfor om at ”programmere sig selv til succes” – hvad du så vil lægge i det.
Nogle kalder det også ”Sund fornuft sat i system”, fordi NLP netop er essensen af den specifikke adfærd, som eksperter udviser, når de skaber succesrige resultater inden for deres ekspertisefelt.
Eksperter, som skaber ekstraordinære, gode og positive resultater i deres arbejde, f.eks. inden for familievejledning, psykiatri, kommunikation, coaching, salg og ledelse.
De NLP teknikker, du sikkert allerede kender, f.eks. "aflæsning af øjenbevægelser" og ”spejling”, er altså ikke NLP i sig selv, men nogle af de mange praktiske "værktøjer", der er skabt i sporet af NLP.
Der er desuden næsten lige så mange definitioner på NLP, som der er udøvere. Og der kommer løbende nye metoder, teknikker og værktøjer til, fordi NLP er fleksibel og i konstant udvikling. Næsten lige som mennesker…