Massage fokuserer på at få kroppen og bevægeapparatet til at fungere så optimalt som muligt, og er baseret på kroppens anatomiske opbygning. Der benyttes forskellige massageteknikker, der bunder i viden om hvordan bevægeapparatet fungerer. En massage gennemarbejder muskulaturen i kroppen eller på det område af bevægeapparatet, som der arbejdes med, og blødgør musklerne og strækker senerne.
På den måde udvides musklernes kapillærer, hvilket forbedrer blodcirkulationen, og afslapper musklerne. Dette bevirker at spændinger og infiltrationer forsvinder. Ved en massage frigiver kroppen hormonstoffet endorfin, som virker smertestillende og beroligende på kroppen. Under en massage stimuleres også lymfesystemet, så kroppens affaldsstoffer kan transporteres videre og herefter frigives fra kroppen.