Jeg føler jeg er familiens sorte får

Kære Louise

Jeg skriver til dig for at få vejledning på hvad jeg skal gøre med en situation der er blevet så uudholdelig at jeg er desperat for at få det løst. Jeg er en kvinde på 49 år, der har en søn og en datter på hhv. 18 og 21 år, og en eks mand jeg har været skilt fra i godt 5 år nu. Jeg har arbejdet meget med mig selv og er meget bevidst om hvordan mine tanker påvirker mit liv. Men ligegyldigt hvordan jeg end prøver at løse dette, så virker det som om mine forsøg er spildte. Jeg kan simpelthen ikke knække koden til hvad det er der er gået galt i forhold til min egen familie.

Jeg føler jeg er familiens sorte får. Den man ikke behøver tage hensyn til. Den, hvis grænser man bare kan overskride. De opfører sig alle sammen som om jeg er en eller anden skrøbelig og irriterende person man ikke behøver at gøre sig umage overfor. Det gælder især min eks-mand og mine børn. De ser ud til at have det glimrende sammen, mens mit eget forhold til børnene bliver mere og mere anspændt. Jeg føler de er fuldkommen ligeglade med de ting der er vigtige for mig. De gider stort set ikke være sammen med mig og når vi endelig er sammen, er de irriterede på mig eller overholder ikke vores aftaler. Det samme gælder for min relation til min bror og til min mor. De taler til mig som om jeg er til besvær og er nedladende overfor mig.

For det meste prøver jeg at gøre mig meget umage hvordan jeg er overfor dem. Taler respektfuldt til dem og lytter til det som er vigtigt for dem. Jeg går meget op i, at være ordentlig og behandle dem som jeg selv gerne vil behandles. Men når jeg er blevet presset nok mister jeg dog besindelsen, eksploderer i tårer og bliver sur. Bagefter føler jeg mig som en idiot. Jeg er ved at blive desperat, da jeg føler at ligegyldigt hvad jeg gør er det forkert. Jeg er begyndt at tvivle mere og mere på mig selv. Har lyst til at forsvinde eller endda slet ikke se dem. Er det mig der er helt forkert på den? Jeg kan ikke se klart mere.

Kærlig hilsen

Den frustrerede

Kære frustrerede,

Tusind tak for dit brev. Jeg kan læse ud fra dit detaljerede brev at din familie situation virkelig volder dig en stor og svær smerte. Med det du beskriver der sker, kan jeg godt forstå hvorfor du føler dig desperat.

Jeg tror de fleste i din situation ville føle en form for magtesløshed. Jeg vil gerne anerkende dig for at du har taget ansvar for at arbejde med dig selv og jeg kan læse at du gør meget for at løse situationen. Desværre uden de store resultater”

Du skriver du føler at du har prøvet alt. Du gør dig meget umage med din opførsel så længe du overhovedet kan. Du sørger for at tale pænt og respektere dem og deres grænser. Også selvom du ikke får den samme respekt den anden vej. Dette er en psykologisk strategi. En strategi du har valgt pr. automatik, altså ubevidst. Grunden til at jeg ved at det er en strategi er fordi du også skriver i dit brev at når ikke det virker efter hensigten, så går der ikke lang tid før du eksploderer og bliver vred. Det er en anden strategi. Din psyke har altså to strategier, som den skiftes mellem at anvende. Alt dette sker pr. automatik og du, altså den bevidste del af dig, har ikke umiddelbart særlig meget at gøre med hvornår den ene strategi afløser den anden. De fungerer som et modsætningsfyldt makkerpar, der skubber til hinanden. Den ene strategi handler om at være sød og ordentlig og måske endda please de andre lidt? Når det så er blevet for smertefuldt og grænseoverskridende for din psyke overtager den anden strategi der er en slags vagthund. En der har til hensigt at sætte de grænser som hende den søde og lyttende ikke kan. Men grænserne bliver for voldsomt sat eller kommer ud på en måde der heller ikke bliver respekteret fordi de har ligget og ulmet for længe. Ingen af strategierne giver dig det som jeg kan læse i dit brev at du længes efter – nemlig at blive hørt og set, respekteret og accepteret som den du er, af din familie. Og mit spørgsmål til dig er:

Tror du, at du overhovedet respekterer og ser og hører dig selv? Din konflikt med familien kunne meget vel afspejle noget der også foregår i din relation til dig selv. En dygtig terapeut vil kunne hjælpe dig med at arbejde med dette.

Jeg tror at din familie har svært ved at mærke dig. Jeg tror at både du og de har brug for at se dig i et nyt lys. Nemlig som den du i virkeligheden er. Derfor er det måske tid til at slippe strategierne og reagere autentisk. Når vi virkelig er os selv, uden at skjule os bag strategier har det en forvandlende effekt på relationer der er gået i hårdknude.

At reagere autentisk indebærer at du er i kontakt med dig selv og dine følelser. Og at du respekterer det du mærker. Hvis din familie overtræder dine grænser, ikke respekterer dig eller på anden måde sårer dig, så er det din opgave at mærke disse følelser og reagere autentisk eller naturligt på det. Umiddelbart lyder det måske ikke så svært, men det kan være udfordrende hvis man i mange år har været vant til at bruge nogle bestemte strategier eller værktøjer. Det er blevet en tryg vane. Problemet med den trygge vane er at

1. strategierne virker ikke til at give dig nogle gode resultater med familien

2. b ) Folk har svært ved at mærke hvem du virkelig er og hvor dine grænser går til naturligt når du bruger strategier.

At vise dig selv og reagerer helt naturligt i stedet, kan måske kræve lidt øvelse og mod, men effekten vil være stor.

I praksis betyder det at du stopper med at please eller være alt for sød overfor dem når de ikke behandler dig ordentligt. Meld roligt men tydeligt og kontant ud i det øjeblik du oplever noget du kan mærke ikke er i orden. Fortæl hvad det gør ved dig. Og hvad konsekvensen vil være for dig og for jeres relation hvis ikke de sammen med dig vil finde en løsning nu og her. Og tag så konsekvensen. Fuldt ud. Hver gang.

Et eksempel:

” Jeg bryder mig ikke om den måde du taler til mig på nu. Det føles grænseoverskridende og jeg vil ikke have det. Hvis ikke du vil være med til at denne samtale bliver god for os begge to, så er jeg desværre nød til at stoppe dig og så må vi tage tråden op hvis situationen forandrer sig”.

Herefter giver du den du taler til en fair chance til at få kommunikationen tilbage på sporet og hvis ikke dette bliver respekteret så er det her du lever op til dit løfte om at stoppe samtalen. Forlad rummet om nødvendigt. Og her er det så at konflikten skal være slut fra din side. Tæl til ti og lov dig selv at du hverken vil tage initiativ til en fornuftig pleasende samtale og ej heller optrappe konflikten ved at eksplodere. Vær afventende og lad den anden komme til dig når den anden er parat. Og insister på at du har ret til dine følelser og at du har ret til at sætte grænserne der hvor du ønsker de skal gå til.

Det vigtigste er, at vinke farvel til de gamle strategier og starte med at give dig selv den respekt og accept du ønsker dig af din familie. Ligegyldigt hvad konsekvenserne er på den korte bane.

De kærligste hilsner Louise