Hvordan bliver jeg en god mor, hvis jeg ikke har haft de bedste rollemodeller selv?

Mine forældre elskede mig højt. Min far var et stort legebarn, der heldigvis nåede at introducere mig til den natur, han elskede så højt. Min far havde altid været glad for alkohol. Vi skulle altid lige forbi kroen på vej hjem fra vores fisketure. Jeg husker ikke så meget udover, at jeg fik en rød sodavand og penge til den enarmede tyveknægt.

Hans drikkeri tog for alvor til, da jeg var omkring 9 år gammel. Den far, jeg kendte, forsvandt mere og mere. Han blev nærmest en modsætning af alt det, han stod for, i takt med kunne jeg, fra jeg var helt lille, fornemme at mine forældre ikke havde det godt. Min far kæmpede med sine dæmoner. Han fyldte energimæssigt så meget, at det drænede os alle. Jeg fornemmede, at der ikke var plads til mig. Måske var det grunden til, at jeg var en nem og stille pige, der prøvede at muntre alle op.

Mit yndlingssted var at sidde i det hul, min hund havde gravet. Hun sad helt tæt op ad mig, så jeg kunne mærke hendes beskyttende varme krop, mens jeg legede med min gule lastbil. Jeg fandt roen her. Naturens og dyrenes energi er så fantastisk healende.

Min mor blev på grund af os børn, selvom hun havde lyst til at forlade ham. De energier kunne jeg tydeligt mærke. Jeg var for lille til at sætte ord på, men jeg kunne tydeligt mærke det. Jeg kunne fornemme, at mine forældre ikke havde det godt. Men for at beskytte os børn, løj de. Jeg tror, mange forældre lyver for deres børn, for at beskytte dem: ”Nej, vi har det godt, vi skal ikke skilles”.

Måske har du selv oplevet at være sammen med et menneske, som du ikke helt vidste, hvor du havde. Det sender dig på overarbejde, for at tyde personens signaler. Man kan være helt udmattet og desillusioneret bagefter og tænke: Hvad handlede det dog om.

Problemet er, at børn kan blive i tvivl om, de kan stole på sig selv, når forældrene lyver. Når det, de fornemmer, ikke stemmer overens med det, forældrene siger. Så vil børn oftest stole mere på mor og far end på deres egen intuition. Det kan være en af årsagerne til, at børn går fra at være indrestyrede til at blive ydrestyrede. De har fået en overbevisning om, at de ikke kan stole på sig selv.

Min far havde selv en svær opvækst, og som årene gik, blev det sværere og sværere for ham at være i livet. Min far ændrede karakter i takt med, at alkoholen overtog hans hjerne og krop. Da jeg var omkring 12, blev jeg udsat for overgreb. Efter anden gang låste jeg min dør. Men det var ikke det værste. Det værste var at ligge bag den låste dør og opdage, at min bror lå ubeskyttet inde på sit værelse. Jeg holdt mig derfor vågen om natten, når mor havde nattevagter. Jeg kunne ikke tilgive mig selv, når jeg til sidst faldt i søvn. Jeg følte mig som jordens dårligste menneske. I stedet holdt jeg øje med, om han var okay næste morgen.

Når kaptajnen forlader skibet

Det, at min far tog underansvar for sit eget liv og sin rolle som forælder, bevirkede, at jeg tog overansvar. Når kaptajnen forlader skibet, tager børnene automatisk over, selvom de endnu ikke har lært at styre skuden. Det er ikke en rolle, børn er klar til.

En dag kom mor heldigvis lidt tidligere hjem fra nattevagt. Vi havde selv sørget for at komme i skole. Og hun nåede at se, vi stod grædende og ventede på skolebussen. Vi ville ikke sige, hvad der var galt, men hun fandt ham bevidstløs midt på stuegulvet med en revolver i hånden, da hun kom hjem. Den dag forlod hun ham.

Efter skilsmissen blev jeg hans støttepædagog, når vi var på weekend hos far. Han kunne ikke udstå sin egen mor, så jeg skulle være der, når farmor kom på besøg. Som 13 årig var jeg mægler for de to voksne mennesker. Jeg kunne som en kamæleon tilpasse mig enhver situation.

Han døde, da jeg var 14 år gammel. Jeg beskyttede min mor, så kun nogle få havde kendskab til overgrebene. Det kom først for alvor op til overfladen, da jeg selv var nybagt mor. Min verden ramlede fuldstændig sammen. Jeg kontaktede en terapeut, da min søn var nyfødt, fordi jeg aldrig i mit liv havde oplevet så stor en kærlighed før. Og det gjorde mig bange.

Jeg blev rædselsslagen for, at jeg kunne finde på at udsætte min søn for det samme, som min far havde gjort mod mig. At det kunne gå i arv. Hun forstod heldigvis, at jeg havde brug for en voksen til at fortælle mig, at det jeg oplevede var helt naturlige moderfølelser. At jeg var en mønsterbryder. Det var en naturlig kærlighed til sit barn. At man pludselig kunne sidde der med sit vidunder og græde af lykke. Det betød, at jeg kunne slappe af sammen med min søn. Jeg havde bare ikke haft styr på forskellen på naturlig og unaturlig kærlighed.

Til gengæld var jeg konstant bange for, at andre ville gør mit barn ondt. Når det menneske, som jeg burde føle mig allermest tryg hos, overskred mine grænser på det groveste. Jeg havde en overbevisning om, at man ikke kan stole på nogen. Jeg overbeskyttede derfor mine børn. Jeg var ofte helt dårlig, når de skulle passes. Jeg vidste, jeg kunne stole på min mand, men min krop var ikke overbevist om det.

En overbevisning,jeg også havde erhvervet mig, var, at hvis jeg ikke havde ansvaret og var på forkant, så ville det hele sejle. De overlevelsesmekanismer fungerede godt for mig, da jeg begyndte at arbejde. Jeg kunne lynhurtigt fornemme, hvor der var behov for en hjælpende hånd. Jeg kunne ikke mærke min krop, så jeg kunne knokle mig selv halvt ihjel uden at mærke det. Jeg var derfor en vellidt medarbejder.

Da jeg selv blev mor, tog jeg fortsat overansvar. Jeg er særligt sensitiv, og efter mange års træning i at fornemme stemninger og behov ved jeg oftest før alle andre, når noget var i opsejling. At være særligt sensitiv forælder er en god egenskab at have, fordi man ofte når at stoppe konflikter, før de opstår. Det er også trættende, hvis man ikke lærer at slukke for radaren og bare være. Det kræver umådelig megen energi, når radaren kører hele tiden.

Det er som at være skipper i vores egen båd, samtidig med at vi hopper fra båd til båd i forsøget på at styre alle andres både. Derfor vil vi ind imellem få overbalance og ryge i søen med et ordentligt plask. Og jeg røg i med et ordentligt plask og gik ned med stress, flere gange.

Børn er vores største healere

Mine sønner sov ikke om natten. I flere år havde jeg ikke 3 sammenhængende timers søvn. Jeg var en zombie. Specielt min yngste søn reagerede voldsomt som lille. Da han startede i børnehave, var det så slemt, så jeg troede, han havde Aspergers syndrom.

Men han var bare, og er stadig, en helt perfekt, sund og dejlig sensitiv dreng. Han kunne mærke min indre uro. Det er hårdt for et lille barn at være samme med en forælder, der er i overlevelsesmode hele tiden. Den uro var så svær for ham at være i, at han ikke selv kunne finde roen.

Vores børn spejler os. Min førstefødte forsøgte blidt at vise mig, at den var gal. Da jeg ikke lyttede, dukkede nummer to op, og så fik jeg ellers et overordentligt wakeup call. Hvis vi ikke forstår det med et lille vink, så er universet (og vores børn) så fantastisk indrettet, at de bare skruer op for volumen, indtil vi stopper op og virkelig lytter.

Først var jeg sikker på, at det handlede om mine sønners opførsel. Men, som du sikkert ved, så hjælper det ikke at bede vores børn holde op med at bande, hvis vi selv bander. Eller bede dem rydde op, hvis vi selv roder. Eller fortælle dem at de er elsket, hvis vi selv kæmper med lavt selvværd. Børn gør som os. Derfor må vi starte med os selv.

Efter at have læst et hav af bøger, og googlet et hav af artikler, fik jeg nok. Jeg var så træt af at følge alle disse one-size-fits-all råd om opdragelse. Det var svært at huske, hvad man måtte sige og gøre eller ikke måtte midt i en konflikt. Jeg var specielt træt af, at hver gang jeg søgte hjælp og viden, så blev jeg mødt med ”ikke god nok”, ”curlingforælder” etc., også kaldet forældrebashing. For pokker jeg havde brug for hjælp. Ikke for at føle mig endnu mere forkert og skamfuld, end jeg allerede gjorde.

One-size-fits-all rådene fastholder os i at forblive ydrestyrede. Det fastholder os i at lytte til andre og ikke til os selv. Samtidig oplevede jeg, at forældre blev beskyldt for at være for uvidende om noget så naturligt som opdragelse af et barn. Jeg synes, det var modsigende, fordi de blev ved med at komme med råd om opdragelse og ikke med råd om, hvordan vi lytter indad. Jeg besluttede mig derfor for at finde ud af, hvordan vi kan blive gode forældre, selvom vi ikke havde haft de bedste rollemodeller selv. Og jeg ville finde en mere kærlig måde.

Og jeg fandt en måde. Jeg er et bevis på, at selvom man har haft en hård opvækst, så behøver det ikke påvirke ens liv negativt som voksen. Tværtimod. Jeg elsker mit liv, og jeg er så heldig at hjælpe andre. Jeg er så taknemmelig og stolt over mine sønner, der nu er to seje teenagere. Vi kan godt blive gode rollemodeller, selvom vi kom uheldigt fra start.

Det kræver en landsby

Man siger det kræver en landsby at opdrage et barn. Nogle af os har bare ikke haft de rette rollemodeller, da vi var børn. Så handler det om at finde de rette rollemodeller som voksne. For det er stadig ikke meningen, at vi skal klare rejsen alene. Vi har allesammen brug for hjælp.

De negative tanker kørte rundt med mig, som en anden dukkefører. Men jeg ændrede det ved at få hjælp. Der var blandt andet en klog kvinde, der stoppede mig engang i en talestrøm af selvbebrejdelser og sagde: Hov, sagde du fra overfor din far og låste døren?! Hvor er det sejt gjort af en lille pige over for en fuldvoksen mand. I alle de år havde jeg bildt mig selv ind, at jeg var dum og svag. Men i virkeligheden var det både en stærk og klog handling. 

Gå efter lykken, du har fortjent det

Glæden starter hos dig. Ikke hos andre. Vær en kærlig forælder overfor dig selv. Giv dit indre barn et moderligt kram. Vis at du er der for hende. Det indre barn savner og søger stadig den ubetingede kærlighed og følelsen af samhørighed. Det er vores livsnerve. Derfor er vi så øvede i at holde de ”forbudte” følelser nede. Nu er det på tide at lukke op for hele dig og være den, du er født til at være.

Vær ikke hård og dømmende, men hav tålmodighed og ømhed overfor dig selv. Vær dit eget heppekor. Som du ville være til et lille barn, der øver sig i at gå. Alt nyt kræver øvelse. Møder vi modstand, så holder vi op med at forsøge. Det lille barn ville også holde op med at øve sig i at gå, hvis det modtog hård kritik.

Det, vi fokuserer på, vokser.

Hvad kunne du godt tænke dig skulle fylde i dit liv i 2018?