Jeg så min værste frygt i øjnene

I det fjerne – sådan føltes det – hørte jeg et skrig. Det var min datter, der skreg af sine lungers fulde kraft, og han slap sit tag og vendte sig mod hendes stemme; ”STOP, STOP FAR!” Min seksårige datter blev min redning, lige i dette øjeblik. Hendes store snuhed og kærlighed til mig gjorde, at situationen ikke endte værre, end den gjorde. Han slap sit tag et kort øjeblik - lige nok til, at jeg hurtigt kunne vriste mig fri og løbe indenfor.

Men det var ikke slut. Han kom efter mig, greb voldsomt fat i mig og smækkede mig op ad vores køleskab. Igen lykkedes det min datter at fange hans opmærksomhed et kort øjeblik, hvor jeg endnu en gang fik vristet mig fri og løb hen til vores hoveddør, i et desperat forsøg på at komme ud og væk. Men endnu en gang kom han efter mig. Denne gang smadrede han med al sin kraft mit hoved ind i døren, så jeg så sol, måne og stjerner.

Desværre var min datter vidne til det hele. Men igen blev hun min redning. Hun fik ham insisterende trukket væk, slæbte ham ud af vores hjem, gennem vores baghave og hjem til ham. Da jeg efter lidt tid fik samlet mig en smule, ringede jeg til politiet og til min familie.

Mens jeg ventede på politiet, gik jeg i cirkler og følte mig helt ved siden af mig selv. Derfor gav det et sæt i mig, da det pludselig bankede på døren. Jeg vidste ikke, om jeg turde åbne, men jeg kunne høre på lyden, at det ikke kunne være ham. Og udenfor døren stod min lille engel af en datter! Hun havde simpelthen fået ham overtalt til, at hun måtte komme og checke op på mig. Et lettelsens suk og dyb taknemmelighed til de højere magter, fyldte mig. Hvordan kunne jeg være så heldig, at hun stod udenfor min dør og ikke var hos ham? Hvis han havde nægtet, havde hun været på ferie hos ham en hel uge, uden mulighed for at blive taget hånd om og vare på, og uden mulighed for at få bearbejdet den voldsomme hændelse. Jeg mærkede tydeligt på hende, at hun ville være hos mig, og der var heller ikke skyggen af tvivl i mit sind - hun skulle ikke tilbage til ham.

Min familie ankom én efter én, og mens de var der, kom han tilbage for at hente vores datter igen. Han gik ind gennem min baghave, som om intet var hændt. Heldigvis sendte familien ham væk, og lidt efter ankom politiet og afhørte os alle. Da de senere også havde været på hans adresse og afhørt ham, kom de tilbage og fortalte, at han var helt væk pga. af alkohol, så han næsten ikke kunne tale. Hvis han havde taget sin Antabus hos mig (som var dét vi var i gang med, lige inden han tog kvælertag på mig), så var han blevet så syg, at det måske var ham, der havde sagt farvel til livet. 10 dages intens druk fik ham til at forsøge at kvæle mig, for at undgå faren ved at tage sin Antabus.

Politiet havde min datters kuffert med tilbage. Han endte i detentionen, indtil han blev ædru, og senere fik jeg ved en fejl et brev, hvori hans straf stod beskrevet; en bøde på 5 gange 250 kr. - og det var så det eneste, der skete fra politiets side. Hvordan det overhovedet kan være muligt at slippe med en mindre bøde efter tydelige beviser på kvælningsforsøg, er mig en gåde. Den dag mistede jeg noget af min tillid til systemet og samfundet.

Eftervirkningerne

De blålilla kvælertagsmærker jeg så på min hals, da jeg senere var på hospitalet til undersøgelse, mindede mig om, hvor galt det kunne være gået. Men først sent om aftenen havde jeg ro nok til at kunne reflektere nærmere over det alt sammen.

Alt dette skete en mandag sidst i juni 2001. Jeg kunne fornemme det i min krop, allerede da jeg modtag sms´en om, at han ville hente vores datter hjemme hos mig, i stedet for i børnehaven, som egentlig var aftalen i forhold Statsamtet. Jeg overhørte min mavefornemmelse, der skreg til mig, at noget ville gå helt galt. Og det gjorde, at dagen endte med at blive mit livs værste mareridt.

Reaktionen kom først for alvor i dagene, der fulgte. Når jeg kiggede mig i spejlet og så de grumme mærker, der blev mørkere og mørkere, blev jeg mindet om, at det var virkeligt og ikke blot en ond drøm. Min krop og mit nervesystem var konstant i alarmberedskab. Det viste sig dels at være chokket, der havde sat sig spor i min krop, og dels at være min intuition, der råbte højt for at få min opmærksomhed.

Til trods for alvoren af hændelserne måtte jeg kæmpe indædt med Statsamtet for at få sat overvågning på min eksmands samvær med min datter. Jeg ønskede på ingen måde at risikere, at min datter og jeg endte i samme situation endnu en gang. I dag, når jeg kigger tilbage, virker Statsamtets reaktion og deres måde at forholde sig til det hele på, helt grotesk.

En uge senere stod han pludselig foran min dør og bankede på. ”112, det er alarmcentralen”, hørte jeg stemmen i telefonen sige. Trods rystelser i hele kroppen, var det på én eller anden måde lykkedes mig at få ringet til dem. ”Han står foran min dør” - og jeg kan dårligt huske, hvad jeg mere fik sagt, mens jeg knugede min datter i den ene arm, telefonen i den anden, og rystede som et espeløv. Men inden jeg havde talt til 60, stod politiet både ved min fordør og bagdør og var ved at banke døren ind. De fik fat i ham og tog endnu en seriøs snak med ham.

Nogle måneder efter overfaldet var min datter og jeg så heldige, at blive del af Mødrehjælpens program for voldsramte familier, og jeg fik samtidig alarmer til mit hus. I tilfælde af, at min eksmand kom igen, kunne politiet være hos mig på to minutter. De kunne tilmed lytte med, hvis bare jeg trykkede på en knap, som jeg kunne bære på mig. Det gav mig en stor tryghed at vide, at de rent faktisk kunne være her på et øjeblik, hvis det gik galt igen.

Og det kunne nemt ske, for min eksmand og jeg boede kun 100 meter fra hinanden. På mange planer et mareridt, men et offer jeg villigt gav for at være tæt på min datter, når hun havde samvær med ham. Jeg turde ganske enkelt ikke flytte af skræk for, at min datter en dag ville have brug for mig i forhold til hans drikkeri mm. Det var nemlig hændt før; i en alder af fem, kom hun en dag over til mig, bankede på og fortalte at hun ikke kunne finde sin far. Da vi gik derover, var han segnet om af druk på sofaen og sov tungt. Først flere timer senere ringede han og spurgte, om jeg vidste, hvor vores datter var!! Og det var på baggrund af denne hændelse et år tidligere, at Statsamtet var blevet involveret med krav om Antabus mm. Det betød alt sammen, at jeg boede tæt på ham i yderligere seks år, inden min datter og jeg endelig flyttede.

Refleksion

Der sker noget med et menneske, når man gennemlever sin værste frygt flere gange inden for kort tid. Chokket påvirkede mig helt ind i min kerne og åbnede mig op på en helt ny måde. Dette viste sig, at blive åbningen for min spiritualitet. Her startede min søgen efter svar på spørgsmål om livet, hvorfor vi er her, og hvorfor så mange af os skal igennem de frygtelige ting, som livet kan byde på.

En clairvoyant fortalte mig nogle måneder senere, at min elskede, afdøde farmor havde prøvet at afværge det fra den anden side, men det havde hun ikke fået lov til. Det var meningen, at det skulle ske, fik jeg fortalt af mine guider via den clairvoyante. Men mere fik jeg ikke at vide. Og derfor fortsatte min søgen efter svar, som kunne føje mening til min oplevelse – og til andres, som havde historier, der var langt værre end min.

Obs: Lyt altid til din indre stemme og intuition. Der er altid sandhed i stemmen. Stil spørgsmål til det og lær dig selv at spørge din krop/din mavefornemmelse!! Overhør den aldrig.

Den dag jeg blev gift, var det ikke kun kirkeklokkerne, der ringede, det var også alle mine alarmklokker. Men også dén dag overhørte jeg dem.

Forhistorien: Gift med ”dr. Jekyll and mr. Hyde”.

Jeg vidste ikke meget om kærlighed, da jeg giftede mig i en alder af 25. Siden da har jeg mange gange tænkt tanken, at hvem gør i virkeligheden dét i midten af tyverne? Det er jo først dér, vi skal til at lære om kærligheden. Da jeg giftede mig, var min mand venlig, veltalende, charmerende, sjov, social og virkelig intelligent. Misogyne mænd som ham har en adfærd og nogle evner, der gør, at de er i stand til at erobre stærke kvinder for derefter at nedbryde dem. Hans temperament var dog voldsomt, men som sagt overhørte jeg allerede dengang alle alarmklokker.

Ægteskabet blev til fem lange år med psykisk og fysisk vold, gasligthing , kontrol, manipulation og en mand, der blev mere og mere alkoholiseret, som fik blackouts og truede med at ville slå mig ihjel. I lang tid forsøgte jeg at få os i parterapi og få sat ham på Antabus. Det lykkedes flere gange, men resultatet holdt hver gang kun ca. en måned. Det blev så slemt til sidst, at jeg til sidst lå i min seng og ønskede, at han kørte galt, når han var på hjem fra aftenvagt. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg kunne komme så langt ud, at jeg i den unge alder af 27 år kunne ønske, at et andet mennesket ville dø. Men det hele hobede sig op indeni mig, mit liv var et levende helvede og mit eneste lyspunkt var min skønne datter, som vi fik i 1994.

I 1995 fik jeg et slemt piskesmæld, der kostede mig daglige smerter og hovedpine oveni. Min hverdag var præget af angst, smerter, korttidshukommelse, psykisk nedbrydning, både synlig og usynlig vold, en beruset mand, beklagelser og et nedbrudt selvværd. Til trods for det hele stod jeg stadig op hver morgen og gjorde alt, hvad jeg kunne, for at være der for min datter. At give hende kærlighed og så megen tryghed, som jeg overhovedet kunne, blev mit holdepunkt, og der jeg fandt min glæde.

Krop, sjæl og hjerte sagde stop.

En søndag besøgte jeg min veninde i Farum sammen med min datter. Vi hyggede altid med gode snakke, og vores børn legede sammen. Men pludselig under vores samtale brød jeg fuldstændig sammen, min krop rystede, og jeg græd i flere timer - noget der aldrig tidligere var sket.

Mine grænser var endelig nået efter flere år i helvede på alle planer. Skammen over at leve sådan og ikke helt fortælle, hvor slemt det egentlig stod til (jeg havde jo selv valgt det), havde været dominerende, men nu krakelerede facaden fuldstændig. Jeg kunne ikke længere kende mig selv. I det øjeblik gik det op for mig, hvor langt væk fra mig selv jeg var drevet. Der var ikke længere meget (hvis noget overhovedet) tilbage af den stærke, glade, smilende og humørfyldte kvinde, jeg var, før jeg blev gift. Jeg var blevet en uhyggelig skygge af mig selv. Det endte med, at min veninde ringede og fortalte min mand, at jeg var brudt sammen, og at nu måtte det her slutte. Så han havde bare at tage sig sammen, sagde hun.

Min vej ud

I julen 1996 havde jeg for mindst 10. gang måttet pakke alt jeg kunne i bilen og flygte med min datter. Det havde jeg gjort så mange gange før og jeg vidste, jeg blot skulle smile og hælde lidt mere alkohol på ham (der skulle ikke så meget til), så faldt han bevidstløs om, så jeg fik roen til at pakke og flygte til et sikkert sted. Af erfaring vidste jeg, at han ikke ville vågne lige med det første. Da jeg flere dage efter kom hjem igen, fortalte jeg ham med en klump i både hals og mave, at jeg synes, vi skulle finde ud af, om vi skulle sige goddag eller farvel til hinanden. Samtidig traf jeg beslutningen om at gå til psykolog. Vel vidende at det for mig definitivt var slut, så havde jeg brug for hjælp til at få ham til at se det samme.

Psykologen var den samme, som vi havde gået til, både sammen og hver for sig, og han var på mange måder rigtig god. Han mente, at mit liv var i fare, og at jeg skulle gå under jorden. Hvilket han absolut også havde ret i, da min mand havde truet med at slå mig ihjel i en brandert, mens en af vores venner holdt nytårsaften hos os i 1996. Så jeg vidste allerede, at det krævede sin kvinde at komme helskindet ud af det hele. Men min sjæl skreg til mig, at der var en anden vej end at gå under jorden. Jeg måtte bruge kvindelist og al min intuition, når mine tidligere valg ikke var faldet så heldigt ud.

1997 blev året, hvor jeg endelig blev stærk nok til at gå. Jeg var heldigvis nået til et sted, hvor mine smerter fra piskesmældet var næsten væk, efter jeg var endt hos en klog og meget healende mand, Peter Ruprecht fra Roskilde, som fik sat min nakke på plads. Jeg begyndte at kunne leve igen og havde nu ingen smerter. Selvom jeg vidste, at det var nu, så var det alligevel et svært valg. Det var min frygt for, at når jeg forlod ham, så skulle han have samvær alene med vores datter, og så kunne jeg ikke længere være der til at passe på hende, beskytte hende, som jeg havde gjort indtil nu.

Så til trods for at tålmodighed ikke er min stærke side, så jeg mig nødsaget til at gøre, hvad der skulle til, for at min datter og jeg kunne leve et normalt liv uden at skulle leve i hemmelighed. Processen skulle være så skånsom som muligt. Også dét valg endte med at have store konsekvenser – dog på en helt anden måde end jeg havde forestillet mig. Det resulterede nemlig i, at jeg måtte kæmpe med Statsamtet i årevis, før de på min opfordring endelig spurgte min nu 12-årige datter, hvad hun selv ville. Endnu en advokat skulle hjælpe os videre derfra, for at samværet blev endeligt ophævet. Det skete i juni 2006.

Det hele ramler igen og igen

Min eksmand, hans overfald på mig, og Statsamtet var langt fra det eneste, jeg kæmpede med i årene efter skilsmissen. Det var, som om ulykkerne og kriserne ingen ende ville tage. I 1999 døde min elskede farmor, den eneste person, jeg vidste, elskede mig ubetinget, og jeg måtte igennem en meget dyb sorg, som det tog mig lang tid at komme mig over. Tre måneder efter døde også min far, og pludselig stod jeg med 2 dødsboer, som jeg skulle afhænde sammen med mine søskende. Fire år efter døde min mor.

Tre gange gik jeg helt ned med stress, der først førte til sygemeldinger, dernæst fyringer grundet sygemeldingerne. Jeg døjede med for lavt stofskifte, en bi-skjoldbruskkirtel, der nu igennem mange år havde overproduceret calcium, så lægerne ikke kunne forstå, hvordan jeg overhovedet kunne stå på benene. Min krop mistede på uforklarlig vis blod, og ofte stod jeg med en blodprocent på 4,1, så jeg måtte have blodtransfusion for at overleve. Mit nervesystem var brændt sammen, og jeg rystede i flere timer, hvis jeg så min eksmand på gaden. Mit hjerte var lukket helt ned, og min sjæl var ganske enkelt dissocieret fra min krop pga al smerten.

Alligevel klarede jeg mig igennem. Jeg er født med et overlevelses-instinkt og en evne til at møblere kræfter og håb for mig selv, der er stærkere end nogen udfordring, jeg nogensinde har stået overfor. Sammen med en stædighed, der kan flytte bjerge og den klippefaste overbevisning om, at alt er muligt, var jeg fast besluttet på at blive rask og aldrig opleve de her smerter igen. Så jeg gik i tre slags behandlinger tre gange om ugen, og ved siden af styrketrænede jeg 3 x 2 om ugen uden undtagelse. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at komme videre og opbygge fysisk, psykisk og mentalt overskud, både for min datters skyld, for min egen skyld, og fordi jeg vidste, at jeg skulle ud af mit deltidsjob som tandplejer, så snart min datter var stor nok til, at jeg turde lade hende være alene hendes far.

Så længe jeg passede på min krop og ikke overgjorde min træning (som jeg af og til gjorde), så gik det langsomt, men støt fremad. Men skammen var svær at slippe. Jeg skammede mig i mange år over alt dét, han havde budt mig, og som jeg troede, at jeg selv havde været skyld i. For det havde han jo fortalt mig dagligt i de fem år, vi var gift; at det var min skyld og mit ansvar, at han drak. Jeg fortjente ikke bedre, sagde han. Så der var masser at tage fat på, da jeg skulle genopbygge min selvtillid, mit selvværd og gøre op med de mange negative overbevisninger om mig selv, som jeg havde overtaget fra ham.

Vejen tilbage til livet

Jeg er skabt sådan, at jeg altid leder efter svar. Så det store tilbagevendende spørgsmål, som endnu ikke var blevet besvaret var; hvorfor skal vi igennem alt dette? Hvorfor er mit liv på ingen måder nemt? Og hvorfor skal det være fyldt med smerte.?

De seneste 11 år af mit liv har handlet om at komme tilbage til mig selv, min krop, få åbnet mit hjerte og bringe min sjæl tilbage i kroppen igen. Jeg ville finde svarene, så jeg kunne vokse mig ud af oplevelserne. Jeg var så stærkt besluttet på at ændre mit liv og de følelser, jeg havde indeni, at andre mennesker så en super stærk kvinde, der kunne alt. Det følte jeg også, at jeg kunne, og jeg stod også stadig oprejst. Men en dag for otte år siden, kunne min krop og min hjerne bare ikke mere. Det var min tredje sygemelding grundet alvorlig stress, og denne gang fik jeg en revalidering, da slidgigt i nakken gjorde det umuligt for mig at fortsætte i mit nuværende fag. Jeg vidste, at jeg måtte ud af tandlægebranchen efter 28 dejlige år. Det var blevet hele min identitet at være tandplejer, og jeg satte en ære i at rense tænder med en grad af perfektionisme, der endte med at knække mig.

Det var en kæmpe proces for mig at gå fra dét fag, jeg kendte så godt. Selvom jeg ikke kunne holde til det, så elskede jeg det på mange planer. Og nu skulle jeg som 43-årig lave noget helt nyt. Efter et par forgæves forsøg på at få godkendt den uddannelse, jeg ønskede mig, som coach og kraniosakral-terapeut, så endte jeg hos en coach hos kommunen. Jeg er sikker på, at universet var med mig i de dage, og mit valg om at blive buddhist og chante hver dag på mit ønske, gjorde en forskel. For den coach, jeg endte hos, var en engel. Hun kunne ret hurtigt mærke, at jeg virkelig havde en passion og et mål, så hun sagde ”Det gør vi”.

Jeg gjorde selv et kæmpe stykke arbejde, for at det skulle lykkes, lavede en 1-års plan med daglig kalender og fandt en praktikplads. Og en dag blev jeg ringet op af min sagsbehandler (som havde sagt nej de første to gange, og nu var det tredje forsøg på at få uddannelsen). Jeg skulle komme op på kommunen og underskrive papirer, der lå og ventede på mig. Jeg spurgte hende, hvad jeg skulle, efter jeg havde skrevet under. ”Jamen Izabella, du har fået den godkendt! Og godt arbejde - det er dit stykke arbejde, der har gjort, at du har fået den.” Behøver jeg sige, at jeg var ovenud lykkelig og taknemmelig?

Og det var virkelig helt perfekt. Kraniosakral-terapi blev min redning fra stressen. Da jeg selv tog uddannelsen fik jeg jo masser af behandling og øvede med en masse, så langsomt begyndte jeg at få kontakt med min krop igen.

Flere velsignelser

Og jeg fik endnu mere end det. En dag for fire år siden fik jeg pludselig en invitation til et kursus med sjælearbejde, som jeg takkede ja til. Jeg lærte, at sjælen simpelt hen dissocierer fra kroppen, når vi som mennesker oplever chok og traumer. Det var så vildt at begynde at få tydelig kontakt til min sjæl, efter at have rendt rundt i en osteklokke og været ved siden af mig selv, det meste af mit voksenliv. Pludselig kunne jeg begynde at mærke jorden igen, og jeg fik integreret min sjæl i mit fysiske liv.

Hele denne rejse, som min sjæl har været igennem på jorden i dette liv, har først bragt mig stor smerte, men dernæst vidunderlig visdom og lærdom. Som sjæl er jeg blevet klargjort til denne rejse igennem mange liv. Min styrke og sjæls visdom har været der fra jeg var helt lille. Jeg har helt fra min tidligste barndom haft en fornemmelse af, at en visdom uden ord og en styrke, der var mere voksen end nogen af mine forældres, lå gemt i mig. Det kan jeg kun forklare som min sjæls visdom og en viden om, at jeg i dette liv skulle testes – big time.

Det er en rejse, hvor jeg startede med at være så knækket, at jeg ikke havde andre valg end at måtte tage mig af min krop og sind først, eliminere al min stress og få ryddet op i alle de følelser, der var blevet forsømt. Som tiden gik, faldt alle de ting, som jeg havde brug for for at skabe et helt nyt fundament og komme tilbage på sporet, ned i min turban.

Tilgivelse

D. 18. marts 2017 fik min datter og jeg et opkald fra hospitalet om, at hendes far var blevet indlagt pga. druk, og man mente ikke, at han ville overleve. De fortalte, at alle hans organer havde sat ud, og at han var i koma. I 10 dage svingede han konstant mellem liv og død, og min datter og jeg sad hos ham så meget, som vi kunne.

Jeg fik samtidig fortalt ham i komaen, at jeg havde tilgivet ham. Jeg kunne fornemme, at hans sjæl ikke var inde i hans krop men mere ved siden af os. Jeg kunne høre ham snakke til mig, og han fortalte, at han faktisk var mere død end levende. Alligevel kæmpede lægerne for hans liv. Måske fordi de havde lavet en fejl undervejs og fik sprøjtet medicin i hans lunger i stedet for hans mave.

Måske undrer du dig over, at jeg valgte at være der, trods alt dét han havde budt mig. For mig herskede der dog ingen tvivl. Jeg valgte at få min elskede datter med ham, og for det vil jeg altid være taknemmelig. Hun ville ikke være den vidunderlige, elskelige pige, hun er, hvis ikke vi havde blandet vores gener. Og så er jeg nok bare ikke helt som andre. Mit hjerte bløder, hvis andre har det skidt. Selv hvis de har været nogle ” idioter”, så når jeg altid til et sted med tilgivelse før eller senere, hvor jeg kan se tingene fra et meget højere perspektiv. Jeg flyver op med mine engle- og ørnevinger, og når jeg kigger ned på situationen fra dette sted, formår jeg at vende det hele på hovedet. Som min svigerfar altid sagde: nogen gange hjælper det at vende

billedet på hovedet.

Mit valg om at være der viste sig også at give mig den største gave, da jeg var med undervejs til et møde under hans rehabiliteringsproces, indrømmede han for første gang, at han var alkoholiker. Og jeg følte hans omsorg for, at jeg havde brug for at høre dette.

Den healing der kom fra den indrømmelse gjorde, at jeg endelig kunne åbne op for kærligheden til min twinflame.

Når kroppen husker hvad hovedet har fortrængt.

Det var så den bevidste historie. Men der er meget mere til historien, da jeg, som tidligere skrevet, altid leder efter svar og gerne vil sætte mig selv helt fri for alt det her. Så begyndte min krop at røbe sine dybeste hemmeligheder for 8 måneder siden. Når jeg undervejs i min rejse forsøgte at huske tilbage, kunne jeg intet huske fra min barndom udover 3-4 voldsomme oplevelser . Og min far var som forsvundet fra min opvækst. Det, der kom frem fra dybet, var så voldsomt, at jeg i december endte med at få PTSD-symptomer. Billederne fra overgreb, incest, vold og vrede fra ham og andre mænd, væltede frem fra det dybeste mørke, og lå i min krops hukommelse, da jeg endelig var klar, fordi jeg nu faktisk havde mødt kærligheden i form af min twinflame.

Det fundament, jeg troede jeg havde haft, skred helt væk under fødderne på mig. Jeg mærkede det hele vælte foran øjnene på mig og kunne kun følge min krops hukommelse og genenmgå det, jeg havde valgt at fortrænge som barn. I ren overlevelse havde jeg valgt at lukke og slukke for al hukommelse, ellers var jeg nok blevet skør og endt med at tage stoffer eller andet dengang. Jeg udviklede dog “kun” bulimi i mine teen-år, som jeg holdt for mig selv og selv klarede mig igennem. Min mor havde valgt, at det var bedst ikke at snakke om noget som helst af det, der var sket i mine tidlige år. Så selv da jeg fortalte om det, jeg havde været igennem, som voksen, så åbnede hun ikke op for det, der måske kunne have givet mig større forståelse og healing , nemlig den viden fra min barndom.

Sandheden for mig:

Sandheden i det større perspektiv er, at vi både har en menneskelig side og en spiritual side. Svarene for mig ligger både i hvad jeg har været igennem i dette liv fra tidlig barnsben, og nogle svar findes på det spirituelle plan og er forbundet med tidligere liv. Karma.!!! Svar, jeg ikke tidligere har været klar til at få, kom til mig, eftersom jeg aldrig stoppede med at stille spørgsmål til, hvorfor jeg skulle igennem dette.

En af de mange konsekvenser, der skete for mig, var, at jeg ikke kunne mærke mig selv og mine behov mere. Det sker for mange af os kvinder, der er igennem dette her.

Er du ligesom mig sensitiv og empath, så suger din krop alle de følelser og energier, der også er andres til dig, fordi du healer alle på din vej. Og jeg havde i høj grad også taget al hans vrede på mig og ikke mindst min far`s. Så det lå i mig på så mange planer.

Traumerne og chokkene sidder klar i hele nervesystemet og gør, at man lever i kampflugt, indtil man får den nødvendige hjælp.

Mine guider, universet og min sjæl viste mig vejen til at få hjælp til at komme hjem i min krop, mit mindset, min sjæl og ikke mindst mit hjerte.

De 4 elementer er så vigtige for at komme hjem og skabe et liv, så det nærmest føles, som om alt det, der er sket, er et tidligere liv. Og ikke dette liv.

I dag lever jeg et liv, hvor jeg hjælper kvinder og børn tilbage og hjem i krop, sjæl og hjerte samt ind i deres potentiale og stå stærkt.

Min rejse har gjort, at jeg har skabt en uddannelse, hvor du lærer de redskaber, der har ændret mit liv tilbage til livet igen. Og her arbejder vi både med kroppen, sjælen og hjertet. I maj starter jeg mit nye online live program til at komme hjem.

Du er meget velkommen til at følge mig på insta, facebook og min kommende blog.

Jeg er founder af danmarks nye intuitiv hjerte åbner uddannelse