Taknemmelighed er redskabet

Der er ikke nogen, som børn, der kan sætte ens tålmodighed på prøve. Deres handlinger, ord og adfærd kan til tider være svære at forstå, og man kan blive fanget i afmagt over, hvad man skal gøre for at imødekomme deres behov. Har du nogen gange svært ved at knække koden omkring dine børn og vide, hvad du skal sige og gøre for at styrke dem bedst muligt? Så læs denne artikel som vil give dig en større forståelse af både dig selv og dine børn samt give dig værktøjer til, hvordan du gennem taknemmelighed kan lære af dine børn og derved skabe mere balance og overskud i jeres familie.

Jeg har prøvet det selv, og jeg hører tit andre fortælle om, hvordan børn nogle gange trigger dem, og de ved simpelthen ikke, hvordan de skal håndtere det. De har prøvet både pædagogiske og knap så pædagogiske metoder, men intet synes at hjælpe. Som rollemodel eller forældre bliver man frustreret, fordi man jo gerne vil hjælpe barnet, men man ved ikke hvordan. Barnet prøver at kommunikere noget, som man ikke forstår, og man kan derfor ikke imødekomme det behov, som barnet har. I stedet for at hjælpe og styrke barnet, så bliver udfordringerne blot større og oftere.

Læs også Taknemmelighed

Jeg har mødt forældre, der har svært ved at håndtere deres børn, når barnet bliver frustreret, ked af det, ikke tror på sig selv, sætter sig på tværs eller har en adfærd som strider mod forældrenes overbevisninger og værdier. Det kan vise sig på alle tider af døgnet, men mit udgangspunkt tages ofte i måltidet, da de handlinger, som ses der, ligeså vel kan være et udtryk for noget helt andet i hverdagen. Det, der er vigtig at forstå, er, at det ikke er selve handlingen, barnet fortager sig, som vi skal blive kloge på, men det som ligger til grund for handlingen. Ligesom man som rollemodel eller forældre ikke skal fokusere på, hvad der i handlingen trigger en, men i stedet skal man øge bevidstheden om hvorfor. I det følgende deler jeg mit syn på, hvorfor jeg mener, det hænger sådan sammen, og hvad man så kan gøre ved de udfordringer, man møder.

Børn er vores største læremestre

Jeg kan godt lide at vende tingene på hovedet og sætte alt lidt i perspektiv. For nogle vil min kommende påstand give mening, for andre skal den måske tygges på et par gange. Jeg tror på, at børn selv vælger deres familie. De vælger den i den bedste tro om, at familien kan give dem det, som både de selv og familien har brug for, så de kan udvikle sig som mennesker. Herved bliver børnene vores største læremestre, og herved har alle børn en bestemt funktion i familien. Ofte er det vores modsætning, som vi møder i form af vores børn. Har man rigtig travlt som forældre, får man måske et barn, som har brug for megen tryghed, nærvær og som har brug for, at alle er samlet på samme tid. Er man meget udadvendte som forældre, kan ens barn måske trække i den anden retning og være genert. Eller er man meget kontrolleret og struktureret som forældre, så kan man få en bullerbasse, der sætter det hele på prøve. Under alle omstændigheder så kommer børnene sendt til os som små engle, der skal hjælpe os med at forstå det, vi ikke forstår, se det vi ikke ser og gøre det, som vi ellers ikke ville have gjort. Nogen gange lykkes det på smukkeste vis, og andre gange gør det ikke, og det er her, man som forældre kan opleve frustration og afmagt, fordi man ikke forstår det, barnet prøver at kommunikere med dets adfærd. Børnene er kun til låns, og vi kan vælge at lære af dem, mens de er mellem vores hænder og derved styrke både dem og os selv, eller vi kan lade chancen glippe og fortsætte i vores gamle overbevisninger, hvilket ikke altid tjener os, familien, samfundet, jorden og universet. Vejen til at forstå vores børn, tror jeg på, går gennem taknemmelighed og selvindsigt.

Taknemmelighed er redskabet

Det, vi ser som vores største udfordringer eller begrænsninger, er vores største gave. Når vi bliver provokeret, frustreret eller lignende, så er det en gave til os, som vi skal være taknemmelige for. I det øjeblik vi forstår, hvorfor vi bliver trigget af vores børns adfærd, har vi løftet vores bevidsthed og kan begynde at se en løsning. Det er, når vi ser gaven og er taknemmelige for den, at vi kan udvikle os som mennesker, forældre, familie og samfund. I min optik er det aldrig barnet, der ”fejler” noget. Det er os som rollemodeller, der har nogle overbevisninger og paradigmer, som vi skal arbejde med. Vi oplever nemlig ikke verden, som den er, men som vi selv er. Derfor er det ikke barnet som skal fikses, men noget inde i os selv. Tit og ofte har vi nogle drømme og mål med vores liv, men vi skal være meget bevidste om, hvordan vi ønsker os det, for universet giver os gaver, som vi måske kan have svært ved at forstå, hvis vi ikke er klare i vores ønsker. Har man for eksempel et ønske om ikke at være forældre på den måde, som ens egne forældre var, så skal du fokusere på, hvordan du gerne vil være i stedet. Din hjerne og universet forstår/hører ikke ordet IKKE, så det der høres er, at du gerne vil være, som dine forældre var, og derfor aktiverer du alle de programmer inde i dig, der handler ligesom dine forældre gjorde, og tiltrækker derfor også det, som matcher det program. Fokuser i stedet på det, du gerne vil opnå, frem for det, du ikke ønsker, skal ske, Vi bliver derfor nødt til at tænke i nye baner og etablere nye programmer i os, da det er de gamle programmer, som har bragt os til der, hvor vi er i dag, men ønsker vi udvikling, skal der nye til. Det er de gamle programmer i os, som vi ofte har et ønske om at ændre, at vores børn trigger. Nogen gange foregår dette helt ubevidst, og det er derfor, vi skal løfte det op i vores bevidsthed, så vi kan arbejde med det. Børn er en gave, og vi skal være taknemmelige for alt det, de bringer ind i vores liv. Ønsker du at forstå dit barn, hjælpe det og få det til at stå i dets fulde power lige præcis, som det er, skal du gøre, som de siger i flyet, ”Ta’ iltmasken på dig selv før du hjælper andre og dine børn”.