At miste fodfæste for en stund. Er det farligt eller er det en gave?

Det mest ultimative ”uden for kontrol” er fødsel og død.

Dette kan ingen kontrollere, hvor end vi gerne ville.

Antallet af planlagte kejsersnit siges da også at bunde heri.

For når det kommer til fødsler, er kontroltabet ofte det, der skræmmer os allermest. Angst for at være tvunget til at gå gennem det ukendte.

Der er en spøjs tendens, der giver andre folk en ubændig trang til at fortælle de mest rædselsfulde og drabelige historier/skrøner om fødsler, så snart de ser en gravid. Selv her i det 21.århundrede kan jeg jævnligt få serveret diverse ammestuehistorier, som man skulle tro stammede fra den mørke middelalder. På et tidspunkt underviste jeg i motion for gravide, og da vi havde været i gang flere måneder, kom en gravid til mig og undrede sig over, at jeg lavede hel kropsstræk med dem ”når nu navlesnoren kunne snores rundt om barnets hals, når man havde armene over hovedet”. Stakkels hende, der uge efter uge pligtskyldigt havde gjort noget, hun troede kunne skade hendes barn. Jeg var SÅ glad for, at hun fik det sagt.

Eller en kvinde der sagde, hun ville gøre alt for at gennemtrumfe et kejsersnit, fordi hendes mand havde hørt om et tilfælde, hvor barnets hoved var blevet rykket af, da det blev forløst med sugekop. Ja, det tror da pokker hun ville have det kejsersnit.

Holy Moses. Vi lever da i en oplyst tid, og alle har masser af viden nemt tilgængelig… Men alligevel er det ikke så let.

Lad os bare se det i øjnene: En fødsel er ikke til at kontrollere. Heller ikke selvom du har født før. Hver fødsel er sin egen.

Og næste spørgsmål: Er det så farligt at miste kontrollen for en stund? Kunne det ikke være en lektion i at gennemleve kontroltabet og opleve, at det vil betyde, at der bliver født en ny udgave af dig?

Kunne det ligefrem være i orden at gå gennem ukendt land, når nu vilkårene er sådanne?

Kunne man bruge graviditet og fødsel til at udvikle sig som person og lære? JA. Hvis du spørger mig.

Måske er du opdraget til, at livet ikke må gøre ondt. Det er jo slet ikke så underligt, for hvilke forældre ønsker ligefrem smerte, modgang eller konflikter for deres elskede børn?

Men hvis du opdraget til, at der kommer nogen og ordner det smertefulde for dig, løser de konflikter du havde som barn eller ung, altid så de andres skyld og ikke din, måske endda satte for store plastre på dine sår og trøstede, ynkede og endevendte til overflod – ja, så får man let ideen om, at man ikke er stærk og kan klare svære situationer på egen hånd. Og så er det klart, at du bliver bange for at tænke på, at den forestående fødsel skal man klare og bære alene.

Man kan forberede sig til en fødsel. Mentalt og fysisk. Og alligevel står der et vindue af usikkerhed åbent. Og det må vi acceptere.

Men prøv og hør: det er der en gave i.

Mange jordemødre sidder med kvinder, der prøver at gennemtrumfe et planlagt kejsersnit, af den grund: At de ikke kan overskue smerten, det ukendte, at de ikke kan vide, hvordan de vil reagere på det.

Det er da bestemt ikke en retning, vi bør bevæge os i.

I min klinik modtager jeg er del højgravide kvinder til det, jeg kalder fødselsforberedende akupunktur. Det består af en lille sekvens med rebozomassage (afspændingsøvelser med et tørklæde), der strækker, afspænder og afstresser krop og sjæl, og så akupunktur der modner kroppen til fødslen. Ikke sådan at forstå at man så er garanteret en smertefri og let fødsel, men man booster de naturlige fødselskræfter, sender energi til underlivet, så veerne kan arbejde bedst muligt med at åbne livmoderen, når den tid kommer, beroliger krop og sjæl osv.

Mange glæder sig til fødslen, og mange er samtidig ret nervøse. Bange for det ukendte. Bange, fordi der ikke kan gives garantier for, at det kommer til at gå på en bestemt måde.

For nylig havde jeg en kvinde til behandlingsforløb, som netop havde dette tema. Men efter behandlingen følte hun sig helt rolig og fik ligesom perspektiv på det hele. Hun fødte en skøn datter i sidste uge og skrev efterfølgende til mig, at hun var top lykkelig, og at det selvfølgelig havde været uden for kontrol, men det havde været helt i orden.

”Jeg føler, at det du satte i gang, er det jeg kan leve videre på i fremtiden” skrev hun.

Så er der noget, du går og er nervøs for? (hvad enten det er en fødsel, eksamen, køreprøve, dating eller andet)

Så tænk over:

• Mennesker før dig har gjort dette før dig, og de klarede det.

• Det er sundt nok at lære at acceptere, at noget er udenfor din egen kontrol.

• Der vil igennem livet opstå masser af situationer, hvor du må acceptere, hvad der sker.

• Forsøg på at kontrollere det umulige vil føles som massivt stress i kroppen.

• En fødsel/eksamen/køreprøve/dating what ever…er en lektie på livets landevej. Det vil ikke være den eneste udfordring, du vil møde i livet, men du bliver stærkere gang for gang.

• Øv dig i at sige ”det er som det er” og vid, at ingen er faldet af jordkloden, hvis det ikke gik som planlagt.

• Overvej hvad du har oplevet i din opvækst. Blev der vist dig tillid til at du kunne klare hvad som helst, eller stillede mor eller far op og ordnede det hele for dig?