Vil du være en alternativ succes? Få hjælp til at kommer længere ud her

MOOLA - Vi sætter fokus på alternativ behandling og giver
dig inspiration til at få en sund krop og et balanceret sind.

Alternativ behandling - Artikler og events,samt oversigt over alternative behandlere

Artikler

Her finder du en oversigt over spændende og inspirerende artikler, der handler om den alternative, holistiske og spirituelle verden vi lever i.

Artikel vejledning

Kunne du tænke dig at skrive en artikel? Læs vores vejledning her

Do the math – unge, sex og shaming

2. June 2017 - Sexologi
Af: Steen Blendstrup
Do the math – unge, sex og shaming. Artikel af Steen Blendstrup

Det virker så rosenrødt og romantisk: studenter i højt humør, fnisen i festivalteltet, en tur hånd i hånd i de lyse nætter. Alt sammen smukt, og ’nu springer de ud i livet’ – også sexlivet. Som terapeuter oplever vi, at bagsiden er utilfredsstillende oplevelser, overskredne grænser og digitale krænkelser.

Når vi har børn, der er på vej ud i det vidunderlige ungdomsliv, som vi sædvanligvis selv husker i et lidt rosenrødt skær, så er det en ubehagelig opvågnen at støde på begreber som digitale krænkelser (ulovlig deling af intime billeder på nettet) og ’slutshaming’ (at piger/unge kvinder lægges for had for at klæde sig ’billigt’ og være ’for nem’). Og at møde talrige eksempler på at unge af begge køn stadig tror, at sex er noget, mænd vil have, og noget, kvinder giver – i øvrigt tit uden at få nogen seksuel nydelse ud af det.

Al respekt for skolelærernes indsats og Uge 6-kampagner; seksualundervisningen i grundskolen er vigtig, men ud over at indpode viden om forplantning og vigtigheden af at bruge kondom, så står lærerne lidt med opgaven at forklare farver til en blind. Det er teori for de fleste skolebørn. Så selv om nogle unge har deres seksuelle debut allerede i 12-13-årsalderen – men langt flere senere – så har de stadig behov for at tale om deres erfaringer (eller mangel på samme) i de år, hvor de tager deres ungdomsuddannelser (fra 15 til 20 år), for det fylder utrolig meget i deres identitet.

Men der bliver de reelt ikke mødt af voksne, som har det på læreplanen og er i stand til at svare og tage deres problemer alvorligt. Så kan de unge kun spejle sig i omgangskredsen.

Seksuel matematik

Her kan man tale om en manglende intim ligestilling. Fortællingen blandt de unge er, at man godt kan have sex uden af være kærester, men at man skal give sex for at have en kæreste. Og fortællingen er stadig, at drengene vil have sex, mens pigerne giver. Det er noget for noget: hvis du vil være kæreste med den populære fyr, så må du også sprede ben for ham.

Mange debuterende piger forventer ikke, at sex/samleje skal give dem nydelse/orgasme. I den nye danske dokumentarfilm ”Venus – Let’s Talk About Sex” fortæller en unge kvinde f.eks. at hun har haft over 30 sexpartnere – men kun fire, der har givet hende en orgasme! Drengene derimod kommer selvfølgelig – ofte meget hurtigt. Og mens drengen, der har været i seng med en masse piger, er en rigtig tyr, der får kammeraternes respekt, er pigen, der har været sammen mange drenge … en luder, en ’slut’!

Der er et gennemgående hykleri i kvindemoden, hvor de unge piger på den ene side forventes at klæde sig sexet: svinge sig op på stiletterne, tage push-up bh på, vise maveskind og trække i g-streng, der kun dårligt skjules af den korte kjole. Men hvor de på den anden side fordømmes både, hvis de er seksuelt aggressive og lægger an på fyrene (=billige/nemme), og hvis de er dydige og afviser sex, selv om de har danset med en fyr og måske kysset på ham (=narrefisse).

Det er i langt overvejende grad piger, der bliver udsat for digitale krænkelser( altså at få lagt nøgenbilleder ud på nettet) og begrebet slutshaming (at mobbe en for at være ’billig’ eller ’nem’) er kønsspecifikt.

Men - som amerikanerne siger - do the math! Hvis ikke, der var piger, der ville have sex med drengene, ville drengene ikke få noget sex. Og omvendt. Hvis du gerne vil have en kæreste, skal du være glad for, at der er nogen, der vil være kæreste med dig – ikke give det i bytte for noget andet. Sex giver sex. Kærlighed giver kærlighed.

Kom du også?

Det fører naturligt videre til det næste spørgsmål, nemlig: kom du? Eller sagt på en anden måde, at vi – unge som gamle – har et sprog til at tale om seksuel nydelse. Ofte har de unge forbløffende lidt viden om og fornemmelse for, hvad der skal til for at give hinanden en god sexoplevelse, for at opnå gensidig nydelse og orgasme.

Hverken pornofilm eller romantiske film giver nogen særlig god referenceramme. Hvordan man undgår graviditet og kønssygdomme, er heller ikke brugbar viden. Og det er ikke, fordi drengene er ligeglade med pigernes nydelse. Jeg hører mænd med begejstring i stemmen fortælle om deres første gang … hvor de oplevede en kvindes orgasme. Det ændrede deres syn på sex for altid.

Så vi må tale åbent om, at vi dyrker sex for at opnå nydelse, og hvordan vi gør det. Både kvinder og mænd, piger og drenge. Sex er ikke en vare, man bytter for at kunne sige: ’se hvem jeg har scoret!’ God sex er også en aktivitet, der kræver tid og engagement. Ikke noget med en hurtig udløsning, når man er endt i seng med en eller anden i en kanonbrandert.

På vejen til et samleje

Det fører videre til et andet emne, som mange unge står famlende overfor: flirten – hvordan man scorer og når frem til det attråede samleje.

Der er et påfaldende sammenfald mellem seksuel debutalder og alkoholdebuten. Mange unge har deres første seksuelle oplevelse i så beruset tilstand, at de ikke kan mærke deres grænser, ikke husker at bruge kondom og i de fleste tilfælde ikke opnår den store nydelse ved det. For der er ingen, der har gjort sig ulejlighed med at fortælle de unge, at modet i flasken er helt overflødigt, hvis de bruger øjnene, læser andres signaler og lærer selv at tale bevidst med kroppen. Derimod har de brug for at lære at flirte – bevidst og i ædru tilstand.

Det er sjovere at kunne tale kropssprog og mærke sig selv end at skyde i blinde, når man har drukket sig mod til, men sløvet sanserne. Det giver bedre sex og mindsker risikoen for uønsket sex. Bevidsthed om egne grænser og et bevidst kropssprog kan netop være det, der forhindrer, hvad der alt andet lige er et seksuelt overgreb - voldtægt.

Bedre flirt, mere lyst

Flirten er en dejlig øvelsesbane. Man tjekker hinanden ud, holder øjenkontakten, spiller lidt op, danser og rører. Man kysser måske endda. Man lærer hinanden og sig selv at kende på det seksuelle område uden, at det nødvendigvis fører til sex. Og det er en gensidig leg mellem to ligestillede, interesserede parter. Med det forspil bliver første gang ikke noget, der skal overstås, men noget man har lyst til. Og anden, tredje …

God flirteteknik vil måske især hjælpe de sene startere, der er helt desperate over ikke at have prøvet ’det’. Og som af samme grund måske er villige til at lade deres grænser overskride for at være med i klubben (for drengenes vedkommende, at de scorer en pige, de overhovedet ikke bryder sig om; for pigernes, at de siger ja til den første, den bedste, der spørger).

Respekt, følelser og færdselsregler

Uanset om de unge på dette trin i deres liv har gjort sig de første erfaringer eller endnu har dem til gode, så melder spørgsmålet sig også om det, der følger med sexen: Følelserne, du ved … kærligheden … Og bruddet; at han ikke ringer, at hun slår op, at den ene skal flytte, så de aldrig kan ses igen. Det kræver også et sprog, så man ikke brænder inde med det. Eller udstiller det.

Det er vigtigt at forstå nogle færdselsregler. For andre og for sig selv. Tilsidesættelse af egne behov, overskridelse af egne grænser og manglende forståelse for, at vi i en sex- og kærlighedsrelation har med et andet menneske at gøre, fører netop til de digitale krænkelser og den slutshaming, jeg beskriver ovenfor. Når lysten er gensidig, og vi har en forståelse af hinanden som ligeværdige partnere, er risikoen for objektgørelse af partneren mindre.

Vi mennesker har et stort behov for at høre til, for at være en del af flokken, for ikke at være anderledes. For at kunne fremstå lige så succesfulde på Facebook og Instagram som alle de andre. Grundlæggende vil vi gerne føle os elskede. Af de grunde accepterer mange unge et sexliv, der ikke tilgodeser deres egne behov. Som terapeut møder jeg mennesker, der i sin tid lod sig nøje, fordi ingen fortalte dem, at det kunne være anderledes. Jeg møder dem i 30’erne, jeg møder dem i 40’erne, jeg møder dem senere.

Men jeg vil egentlig hellere møde dem som teenagere og i 20’erne, når de har gjort sig deres første erfaringer og er usikre på, om de erfaringer er dækkende. Når nogle af dem sidder med følelsen af at være forkerte, fordi oplevelsen ikke levede op til pornoen eller de romantiske glansbilleder. Når de endnu ikke ved, at der er en stor, smuk verden af sex og kærlighed, der venter derude. Efter flere erfaringer.

Så der er al mulig grund til at tale om sex og kærlighed på ungdomsuddannelserne og på højskolerne og alle andre steder, hvor de unge færdes i flok.

Om seksualorientering for unge og konceptet Sx-Factor klik her

 

 

Gemmer din stemme...

Bedømmelse: 5.0 af 5. 1 stemme(r).

Del denne artikel med andre i dit netværk

Kommentarer (0)

Ingen kommentarer fundet.

Efterlad en ny kommentar

 

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

MOOLA sender inspiration og information om spændende temaer til en sund krop, et balanceret sind og en smuk sjæl.

NYESTE ARTIKLER

Tag din power hjem og stå stærkt i livet! Artikel af Cph coaching by Karina
Coaching - 3. July 2020
Af: Cph coaching by Karina

Når du lærer at tage din power hjem, bliver mange ting lettere i dit liv.

Sig NEJ og sæt grænser – på en anerkendende måde. Artikel af Ianneia Livia Silke Meldgaard
Coaching - 1. May 2020
Af: Ianneia Livia Silke Meldgaard

I de sidste mange år, hvor den anerkendende tilgang har vundet indpas i de fleste forældres og pædagogers tilgang til børn, er...

Sådan skaber du en stærk relation til din teenager! Artikel af Karina Jensen
Coaching - 1. May 2020
Af: Cph coaching by Karina

Skulle jeg give dig mit bedste råd, til at skabe en stærk relation til din teenager, så er det at lytte. Sådan rigtigt at lytte,...

Hvornår er du en god forælder? blog af Sonja Ramsøe
Håndlæsning - 1. May 2020
Af: Sonja Ramsøe

På min tur i den flotte skov omkring hvor vi bor, går jeg forbi et flot birketræ, som ligner, at der er 3 træer i et træ. Og jeg...

Find din sunde balance i disse Coronatider. Arikel af Sonja Ramsøe
Håndlæsning - 3. April 2020
Af: Sonja Ramsøe

Flere af mine kunder kontakter mig, fordi de kan mærke, at de er ude af balance med det sunde i deres liv. Det kan være enten...

Kontakt os her

MOOLA
Værkstedsgården 8, Albertslund
Tlf. 61 33 03 25
Email: info(at)moola.dk
CVR-nr.: 35907300

Følg MOOLA på Facebook
Følg MOOLA på Google+