Er mennesket en krænker?

Som kvinde kunne min vinkel og bidrag til debatten være mine egne oplevede krænkelser. Som da den fremmede mand i bussen blev ved med at lægge hånden på mit lår. Eller om gaderne, jeg undlod at tage hjem fra byen, fordi der er fare forbundet med at komme for langt væk fra lyset og lyden af mennesker. Som kvinde ved du udmærket godt, at du sjældent kan hamle op med en mands fysiske styrke, hvor du som et andet dådyr spejder usikkert efter det potentielle rovdyr i mørket.

Betyder det så, at alle mænd er rovdyr og at kun mænd er krænkere?

Nej.

Jeg kan også fortælle om situationer, hvor fremmede mænd hjalp mig uden at forvente noget som helst igen. Om den unge mand, der greb mig, da jeg var ved at falde under en koncert. Om manden, der trådte til og spurgte, om jeg havde brug for hjælp, da en (meget) beruset bejler blev lidt for pågående. Og sidst men ikke mindst om de to unge mænd, der holdt mig i hånden og blev ved min side til ambulancen kom, da jeg i mit livs brandet havde taget den på hovedet i fortovet.

De krænkelser, der hos mig har sat sine dybeste spor, er faktisk ikke forårsaget af mænd. De har været af en helt anden karakter og er typisk opstået i relationen til andre unge kvinder, hvor relationen af forskellige grunde blev følelsesmæssig manipulerende, og derfor giftig. Var voldtægt eller andet seksuelt overgreb en del af min historie, havde det dog nok taget førstepladsen som det dybeste sår, fordi den fysiske krænkelse er så voldsom og så ødelæggende på så mange planer. Derfor er det nødvendigt, at kvinder der har oplevet fysiske krænkelser, får plads til at fortælle deres historier, så vi igen og igen bliver mindet om, hvor vigtigt det er, at vi forebygger og sætter hurtigt ind i forhold til seksuelle krænkelser (og ja, det gælder selvfølgelig også, hvis det er kvinden, der krænker seksuelt, hvilket sker, men der er klar overvægt af mænd i forhold til fysiske krænkelser).

Men er det sådan mennesket er? Er mennesket prædisponeret til at udøve krænkende adfærd, eller er det noget, vi som art kan vokse fra?

Min personlige holdning er, at mennesket i den grad indeholder potentialet til en fremtid uden krænkende adfærd. Men det kræver en stor indsats at indfri dette potentiale, for det kræver, at vi hver især først og fremmest erkender mørket i vores eget indre, og her aktivt går i mod det. At vi undlader at handle på mørket.

Det kan kun lade sig gøre, hvis vi sikrer modenhed. Mennesket er det pattedyr, der har den længste modningsproces, blandt andet i form af teenageårene, hvilket vi ofte glemmer og desværre også ofte kommer til at modarbejde kollektivt (f.eks. via forældede opdragelsesformer og samfundsnormer).

At blive et følelsesmæssigt modent menneske er en delikat proces, hvor mange faktorer skal opfyldes. Empati og evnen til at sætte sig i en andens sted, at kunne mærke og fornemme en andens sårbarhed uden at udnytte det til egen vinding, og at kunne udsætte og overdøve egne behov og eget begær, er alt sammen evner, der udspringer af modenhed.

Hvor der hos voksne mennesker ikke er modenhed, er der krænkelser i en eller anden grad, og afhængigt af det enkelte menneskets livshistorie, forsvarsmekanismer og køn, vil krænkelsen enten være fysisk eller psykisk (og til tider en kombination af begge). Alle mænd er ikke seksuelle krænkere, men under de rette omstændigheder er der større risiko for, at det er den form for krænkelse, manden ender med at udøve, end kvinden. Alle kvinder er ikke følelsesmæssigt manipulerende og kontrollerende, men under de rette omstændigheder, er der større risiko for, at det er den form for krænkelse, kvinden ender med at udøver, end manden.

Det største problem er, at modenhed ikke er noget, vi som sådan har fokus på i vores moderne samfund. Eller rettere, vi ønsker at mennesket agerer modent, men vi har endnu ikke kollektivt sørget for at etablere de rammer, der sikrer, at mennesket kan udfolde sin modenhed ordentligt.

En af de vigtigste ingredienser i modenhed er evnen til at kunne regulere egne følelsesmæssige tilstande. Det er et iboende menneskeligt potentiale, men det skal støttes til udfoldelse, og i hvilken grad det voksne menneske kommer til at evne det, hænger meget sammen med hvordan han eller hun blev mødt og rummet følelsesmæssigt som barn. Gik det skævt, kan det voksne menneske godt selv tage hånd om egen modning senere i livet, men den rejse vil involvere en masse smerte, og derfor viger mange af os instinktivt uden om.

Vælger du at bringe børn til verden, har du tidoblet dit modenhedskald. Jeg plejer at sige, at forældreskabet er som et stort ”grow the fuck up” neonskilt, der med sin konstante blinken, driver dig til vanvid, indtil du fatter det.

Vi lever i en tid hvor det selvregulerende menneske er blevet vigtigere end nogensinde, og hvor følelsesmæssig regulering og følelsesmæssig mestring er noget af det vigtigste, vi kan lære os selv og vores børn.

Det er det eneste, der reelt set kan eliminere krænkende adfærd.