Hvad er mon livets mening?

Jeg har altid, så længe jeg kan huske, undret mig over de store livsspørgsmål. Undret mig over, hvorfor skulle møde så mange udfordringer, smerte og lidelse? Undret mig over, hvorfor livet ikke bare kunne være ren lethed og glæde?

Særligt i de perioder i mit liv, hvor jeg har haft det svært, har jeg reflekteret dybt eller stillet mig selv disse søgende livsspørgsmål.

Jeg har spurgt mig selv og universet (eller hvem der nu end lytter), hvorfor skal JEG lide? Hvorfor har JEG altid så mange indre kampe? Hvad er vejen til den harmoniske tilstand, hvor livet bare spiller? Hvor familien er harmoniske, kærlighedsforholdet sprudlende og arbejde passionsfyldt og bidragende til helheden? Hvorfor er jeg, som jeg er? Og hvorfor skal det føles som en kamp.

Kender du også til disse spørgsmål? Denne undren? Denne søgen?

Der er mennesker i min verden, som undres over den kompleksitet og de store spørgsmål, jeg tumler med. De undres over, hvorfor jeg overhovedet ’gider’ stille de spørgsmål. Som én af mine brødre så smukt formulerende det; ’Louise, hvornår gik det egentlig galt for dig’?

Jeg tror dybest set ikke på, at det er gået galt, men jeg fornemmer at mit sinds uendelige spørgsmål, og den dybe søgen efter hvile, frelse og ro, er koblet sammen med den struktur, min personlighed er endt med at have. Af mange årsager – og sikkert endnu flere uforklarlige – er jeg blevet mig med en indre kamp mellem lyset og mørket. Mellem de dybe indsigter og de laveste menneskelige impulser. En kamp mellem min indre kritiker - der altid synes, det hele kan være bedre - og mit kærlige hjerte, der evner medfølelse og omsorg selv for mennesker, jeg ej kender.

Efter fødslen af min lille søn for kun 7 uger siden begyndte tankerne på ny:

Hvad er meningen?

Hvad skal han? Hvad skal jeg?

Hvordan kan jeg give ham den bedste livsoplevelse?

Kan JEG give ham den – eller er den ham givet?

Er der en skæbne for ham? For mig? For andre? Eller skaber vi ’skæbnen’ selv i samspillet mellem vores individuelle univers - i vores bevidste tankesæt - og ubevidste dybere liv.

Spørgsmålene har stået i kø. Og ikke kun til det bedste for mig selv, tro mig.

Når spørgsmålene bliver for mange, når mine filosofiske tanker bliver dystre og depressive, ved jeg, at det er tid til at sige STOP – til at række ud og dele mine tanker med mine fortrolige udvalgte venner.

Så de kan sætte grænsen op for mig. Grænsen der stopper min uendelige søgen.

For jeg har brug for grænser. Præcis som børn.

For et eller andet sted i mig ved jeg, at alle mine spørgsmål aldrig vil få et endegyldigt svar. At jeg aldrig får endegyldigt svar på verdens mirakler og universets rækkevidde.

Når alt kommer til alt, er svaret på mine spørgsmål jo et spørgsmål om tro og overbevisninger.

Hvad tror JEG på, der sker efter døden?

Hvad tror JEG på, er min vej gennem livet?

Hvad tror JEG på, at jeg skal her?

og hvad tror JEG på, at livets større mening er?

Meningen findes i relationen

I min desperate søgen efter et svar, endte jeg for nyligt hos en præst. Jeg spurgte ham:
“Hvad tror du, at den større mening med livet er?“

Han svarede mig:

“MENINGEN er hverken stor eller lille. Den er bare. Vi skal leve her – VÆRE her. En VÆREN med det liv, vi har fået tildelt. Den mulighed. Den oplevelse. Det liv vi er blevet skænket. Som er blevet os skabt. Hver især”.

Jeg spurgte videre:

“Tror du på, at sjælen har valgt livet selv – og vi er her på jorden med en særlig opgave og mission? En sjælsmission der er iboende i mennesket? Tror du på, at min lille søn i mine arme – at jeg – at du – at vi alle har valgt at komme her på jorden, før vi blev født, og er blevet manifesteret i disse kroppe – fordi vi har en opgave her hver især”?

Præsten svarede:

“Jeg er ikke så interesseret i, hvad der er sker før undfangelsen og efter døden. Jeg er optaget af det, der ligger imellem. LIVET NU OG HER. Fra fødsel til død. DET er interessant, for mig. Hvor vi kommer fra før dette liv, og hvad der sker efter, er ikke det vigtige. Synes jeg”.

Han fortsatte:

“Livet leves, hvis vi er med det, når det er der. VÆR med det. Nu og her. Før og efter livet er ikke NU. Du skal være her lige nu – med al din opmærksomhed. Du må gerne søge, imens du er her, men søg kærligheden – søg næstekærligheden – for først her giver livet MENING”.

Uden nærvær og samvær med andre er livet meningsløst – for der findes slet ikke et JEG uden et DU”- ligesom Adam i Paradiset ikke kunne forstå, hvem han selv var, før han mødte Eva.

Præstens ord har siddet i mig længe. Og runger stadig.

Livets mening er lige nu.

I relationen med andre. I relationen til os selv.

Mit sinds nysgerrige søgen skal derfor søge kærligheden og næstekærligheden.

Og her vil jeg finde min mening.

Det er et forsøg værd.

Hvad tænker du?