The Greatest love of all

Jeg ved det ikke. Men jeg har besluttet mig for, at det ikke er så vigtigt, om det er nytænkende eller banebrydende. For selvom det synes banalt, så er der et budskab i kombinationen af ’Børn og Kærlighed’, som jeg har opdaget, at vi ofte glemmer. Som er megavigtigt at benytte enhver lejlighed til at huske på og minde hinanden om. Et budskab, som jeg selv ind imellem glemmer, og som jeg hver eneste dag arbejder med at hjælpe forældre med at integrere i deres hverdags-familieliv.

Budskabet er enkelt. Og når man ved, hvad gevinsten ved at huske på det og integrere det i sit liv er, kan det synes gådefuldt, at vi så ofte glemmer det.

Budskabet er, at kærligheden er tilgængelig hver eneste dag. Den kærlighed, så mange af os længes efter, ærgres over, ikke synes vi får nok af, ikke føler os mødt i. Den fantastiske, vidunderlige, afgrundsdybe, skyhøje følelse af uendelig kærlighed, er tilstede –lige hér, i mødet med dit barn.

Det handler om at finde ind til den, åbne op for den –og tillade den.

Mærker du kærligheden?

Jeg har aldrig mødt en forælder, der ikke elskede sit barn. Jeg har til gengæld mødt en hel del, der ind i mellem kan have svært ved at mærke det. Dels at mærke sit barns kærlighed, dels at mærke sin egen kærlighed til barnet.

Jeg har også mødet MASSER –inclusive mig selv- der ind i mellem kan have svært ved at omsætte denne følelse af kærlighed, til kærlige handlinger i hverdagen. Ikke hele tiden, selvfølgelig. Når alt er godt, er det jo nemt nok. Når alting spiller, og I lige har været i svømmehallen, og den lille har fået sin livret og sin vilje, og skålen med slik er godt fyldt op. Når alle har fået en god nats søvn, og de to søskende leger godt, og mor og far hygger sig med en kop kaffe og en god snak imens. Det er ikke dér, det er svært at omsætte sine kærlige følelser.

Det er når det ikke spiller. Når hverdagen er lidt besværlig, og drænende, og konfliktfyldt. Når det føles som om, ens barn er en lille urimelig blodsuger, der hidsigt nægter at få skiftet ble eller tage sin flyverdragt på. Som aldrig vil gøre hvad du siger, og som får de værste sider frem i dig.

Det er lige dér, det kan være svært at mærke kærligheden, at huske på at den hele tiden er til stede, uanset hvor svært det er, det vi lige nu rammes af.

Kærligheden i sin helt oprindelige form mellem børn og voksne flyder under os og imellem os, som en slags grundvand. Den er ikke til debat, og vi skal ikke tvivle på den. Den ER der. Også når vi ikke kan mærke den.

Jeg har haft den glæde at arbejde med mødre, der havde så svært ved at mærke kærligheden til deres barn, at de slet ikke troede, den fandtes. Jeg ved godt, at der er forhold, perioder og situationer, der kan fjerne os helt fra kærligheden, også dén til vores børn. Men det betyder ikke, at den ikke er der. Det betyder bare, at vi sommetider ikke kan finde anden mulighed for at holde på os selv, end at sætte en slags prop i. Når noget i os selv fylder så meget, at vi ikke kan holde ud at have et andet menneske så tæt på, når vi fx er opfyldt af sorg eller andre altædende følelser, så må vi lukke af.

Man skulle måske tro, at dette er to forskellige ting: dét med at have svært ved at mærke kærligheden i hverdagen, når familielivet er drænende og konfliktfyldt, og så dét med slet ikke at kunne mærke kærligheden, fordi vi af forskellige årsager må lukke ned for vores følelsesregister. Men det er slet ikke så forskelligt endda.

Begge dele handler om at overgive sig til det faktum, at kærligheden er tilstede. Hele tiden, uanset hvad vi lige umiddelbart mærker i den pågældende situation. Den er tilstede som et vilkår og en mulighed. Men det kræver et valg og en perlerække af modige handlinger at træde ind i den.

At træde ind i kærligheden

Umiddelbart lyder det ufarligt at træde ind i kærligheden til sit barn. Og det er jo i langt de fleste tilfælde også bare fuld af skønne, dejlige oplevelser og stunder, sådan et kærlighedsforhold mellem forældre og børn. Ikke spor farligt eller ubehageligt.

Og så dog.

For… når vi tillader kærligheden at flyde frit, uanset om det er i en så naturlig og ”gratis” eller ”medfødt” relation som dén til vores børn, så er der jo en høj risiko forbundet med kærligheden. En potentiel angst, der kan gøres op i to bunker: angsten for at miste den vi elsker, eller angsten for at miste os selv.

Den er tilstede i alle kærlighedsrelationer –også i dén til vores børn. Måske endda især i relationen til vores børn, fordi netop denne relation er så betydningsfuld for vores identitet og eksistensgrundlag. En dyb og livslang kærlighedsrelation, der til tider kan opleves som de to streger under facit på vores livsregnestykke. En meget vigtig kærlighedsrelation som denne, kalder naturligvis på en god portion angst, hvis man ligesom er til det.

Denne angst kan få os til at holde os selv tilbage, eller at føre os frem, at holde vores børn nede eller oppe eller ude eller inde, alt efter hvad der nu lige er vores måde at stoppe kærligheden på.

Det er også denne angst, der kan få os til at blive i tvivl om det, vi nu har gang i, er et udtryk for kærlighed eller mangel på samme. Det er angsten, der kan få os til at have svært ved at stå ved os selv og stå godt og stærkt i dét vi tror på og ønsker. Som kan få os til at puste os op, så vi FOR POKKER BLIVER HØRT!, eller som får os til at skrue ned og blive utydelige.

Angsten for at miste os selv.

Angsten for at miste den vi elsker.

Angsten for, at det menneske vi elsker, skal miste sig selv.

Omsætning

Denne angst kan sommetider gøre det vanskeligt for os at overgive os til kærligheden. Overgive os til, at selvom der er en vis risiko for at miste os selv eller den vi elsker, så må vi bare på med vanten, og acceptere det faktum, at kærligheden allerede er tilstede i forholdet til vores børn.

Kærligheden er tilstede. Og vi kan ligeså godt dykke ind i den.

For, NÅR vi gør det, accepterer den som et vilkår og en mulighed, noget der pr. definition er der,

noget vi ikke skal tvivle på eller kæmpe for,

SÅ bliver hverdagen med dit barn så meget lettere og mere nærende.

Når vi accepterer, at kærligheden er tilstede, som blodet i vores krop, så bliver det dét, vi navigerer ud fra. Kærligheden bliver vores udgangspunkt, og den måde vi ser på og er i relationen.

Omsat til helt nede på jorden daglig praksis, vil det betyde, at du vil have meget lettere ved at få ro på dig selv og dit barn, fordi du ikke skal bruge energi på at finde ud af, hvad der er såkaldt ’galt’. Du vil vide, at kærligheden er der ikke noget i vejen med, du er elsket af dit barn, og dit barn er elsket af dig.

Hvad der derudover ligger af besvær med uenigheder og konflikter i hverdagen, handler ikke om kærlighed eller mangel på kærlighed, men om, at der er nogle helt praktiske færdigheder, som du og dit barn måske ikke har lært endnu. Noget, I skal øve jer på, så kærligheden kan flyde mere frit igen.

Når du ser gennem kærlighedsbrillerne, vil du se, at dén måde dit barn er i verden (eller ’opfører sig’) på, blot er en strategi for at få det, han/hun har brug for. Et udtryk for et behov, der ikke er dækket. Et behov, som du naturligvis har lyst til at forstå og opfylde, fordi du elsker ham eller hende.

Ligesom dengang, du stod med dit lille nyfødte spædbarn i armene. Opfyldt af kærlighed og lyst til at dække ethvert behov, hun måtte have. Nysgerrighed og interesse, eksperimentering og famlen. For at gøre hende tilfreds (kan du huske det? De nætter, du gik rundt med lillen på armen, vuggede, krammede, ammede, nussede, indtil hun faldt til ro… Og AAAH! –Hvordan det føltes, når du endelig lykkedes, og hun faldt til ro, glad og mæt og tilfreds i dine arme).

Når du tillader kærligheden at være bærende i din relation til dit barn, vil du få lettere ved at mærke, hvad du selv vil være med til (fordi du ikke er styret af angsten for at miste dig selv). Du vil få lettere ved at se, hvad dit barn kan og vil være med til (fordi du ikke er styret af angsten for at hun skal miste sig selv). Og du vil få lettere ved at være fleksibel, når der er brug for det, og stå fast når der er brug for det (fordi du ikke er styret af angsten for at miste kærlighedsrelationen).

På den måde vil du ikke alene vide, at dit forældreskab i praksis er en måde at omsætte dine kærlige følelser til kærlige handlinger –også når de kærlige handlinger fx handler om at få dit barn til at gøre, som du siger. Således bliver kærlighed ikke bare noget, vi siger, men rent faktisk også noget, vi gør.

Kærlighed er næring

Så… mærk lige ind i detteher, kære læser. Hvadenten du er mor, far eller bare er en, der har et barn tæt inde på livet:

Du har adgang til kæmpestor kærlighed.

Lige for næsen af dig (eller, måske lige nedenunder næsen, for de er jo som regel lidt mindre end os, de der børn).

Kærligheden mellem forældre og børn er ikke til debat, den er et vilkår.

Ligesom dit hjerte, der pumper blod og ilt ud i din krop, sådan fungerer relationen til dit barn.

Vi kan alle rammes af dårligt blodomløb, og perioder hvor kærligheden er svær at omsætte.

Men det betyder ikke, at den ikke er der.

Overgiv dig til den, sug den til dig som en svamp i vand.

Brug den som dit kompas.

Så vil den være den vildeste kilde til næring, for både dig og dit barn.

Og give ham/hende verdens bedste fundament at stå på:

Nemlig følelsen af at elske og være elsket.

At leve i kærlighed.

PS: Lige da jeg var færdig med denne artikel, tændte jeg for radioen for at bryde koncentrationen lidt. Og ud af højttaleren kom denne smukke sang med gode gamle Whitney Houston. Dét var da et tegn, der var til at føle på!

I believe that children are our future

Teach them well and let them lead the way

Show them all the beauty they possess inside

Give them a sense of strength to make it easier

Let the childrens laugther remind us how we used to be

The greatest love of all

Is easy to achieve

Learning to love yourself

It is the greatest love of all