Vil du være en alternativ succes? Få hjælp til at kommer længere ud her

MOOLA - Vi sætter fokus på alternativ behandling og giver
dig inspiration til at få en sund krop og et balanceret sind.

Alternativ behandling - Artikler og events,samt oversigt over alternative behandlere

Artikler

Her finder du en oversigt over spændende og inspirerende artikler, der handler om den alternative, holistiske og spirituelle verden vi lever i.

Artikel vejledning

Kunne du tænke dig at skrive en artikel? Læs vores vejledning her

Relationer sucks

31. March 2016 - Familie * Børn * Livsstil
Af: Marie Moesgaard

Så enkelt kan det siges, hvis jeg er i dét humør. Relationer er kilden til min største smerte, mine værste frustrationer, min dybeste angst. Når jeg IKKE er i relation til nogen, er jeg helt perfekt. Jeg er klog, sjov, smuk, har styr på mit temperament, kommer ikke til at sige eller gøre noget forkert. Sidder bare alene, og er sgu egentlig bare fed nok.

Så snart der træder en anden ind i mit rum, er billedet imidlertid et andet. Pludselig vækkes følelser af glæde, sorg, bekymring, irritation, mindre- eller mereværd, skuffelse, jalousi, angsten for at miste, længsel, kærlighed. Og tusindvis af nuancer ind i mellem. På få øjeblikke kan jeg mærke, hvordan jeg går fra at være helt i zen, til at være én stor spraglet buket af følelser, jeg skal forholde mig til.

Klamt. Besværligt. Irriterende.

Jeg sad jo lige og var helt perfekt, og så skal jeg til at deale med alt dét.

Alligevel har jeg gennem hele mit liv opsøgt relationer og fællesskaber.

 På få øjeblikke kan jeg mærke, hvordan jeg går fra at være helt i zen, til at være én stor spraglet buket af følelser, jeg skal forholde mig til.

Venner, veninder og kærester. Kollegafællesskaber og andre fællesskaber (jeg har ovenikøbet valgt at bosætte mig i et vaskeægte bofællesskab. Whattayaknow.). Jeg er -trods flere brudte kærlighedsforhold- blevet ved med at kaste mig ud i nye, med troen på at det denne gang ville føles helt rigtigt. Og som om kærester og venner ikke var nok, kan jeg også se, at det meste af mit selvudviklings-ride er foregået i grupper.

Som Den Ultimative Prik over i’et har jeg ovenikøbet fået en hel del børn.

Ikke to. Ikke tre. Men FIRE børn, fordelt over 16 år.

Og, hvis jeg skulle pege på én relation, der vandt prisen for at konfrontere mig med de ALLERSVÆRESTE følelser, så ville relationen til mine børn helt klart tage dén pris.

Til trods for at jeg helt oprigtigt mener, at relationer er det mest besværlige, der findes i denne verden, bliver jeg tilsyneladende ved med at opsøge og dyrke dem.

Hvorfor gør vi det så?

Hvorfor er det sådan? Hvis det virkelig er så besværligt, hvorfor giver vi så ikke bare op? Hvorfor bosætter vi os ikke alene, har sex med tilfældige forbipasserende, holder op med at få børn?

Det skal jeg fortælle dig.

Nu.

Grunden til at vi bliver ved og ved at tro på kærligheden, dyrke relationer og sætte børn i verden er, at gevinsterne ved det langt overstiger besværlighederne.

Så simpelt er det.

Læs også Rod i relationerne?

Relationer er det, der får os til at være i konstant udvikling. Relationer er det der skubber, puffer og trækker os ud i yderpositioner, der giver os mulighed for at udvide os i verden.

Relationer er kilden til den vildeste selvudvikling.

Jo tættere og dybere relationer, jo større glæde og smerte, jo større udviklingspotentiale.

Det er derfor, at dét at have børn og være i parforhold sparker så meget røv. Fordi det er i netop disse relationer, vi åbner ind til de allermest hengemte sider af os selv.

Do you complete me?

Jeg er på det sidste stødt ind i flere nyhedsbreve og blogindlæg, som handler om, at vi ikke kan finde lykken (”the complete-ness”) i et andet menneske. Lykken og helheden er i os selv. Vi skal give os selv dét, vi har brug for, gøre os selv hele. Siger de.

Jeg ved godt, hvad de mener, og er langt hen ad vejen enig. Går vi rundt og længes efter, at andre mennesker (typisk kærester og børn) skal gøre os hele ved at opfylde vores behov, bliver vi slemt skuffede. To halve mennesker vil aldrig kunne danne ét helt –to halve mennesker vil altid være to halve mennesker, indtil de selv beslutter sig for at hente de tabte sider hjem til sig selv.

Alligevel er det min erfaring, at det er i relationerne, vi bliver opmærksom på, at der er noget hér, der kunne være spændende at udforske. Noget der rører mig. Noget jeg mangler og gerne vil have. Noget, jeg trænger til at kigge på og udvikle.

Når jeg kigger på mine fire børn, har de alle på hver deres måde lært mig mere om mig selv, end jeg nogensinde vil kunne fatte. For bare at nævne en brøkdel, er det gennem mødet med mine børn, at jeg har lært, hvordan jeg er i kontakt med andre mennesker, og hvordan forskellige mennesker kræver forskellig kontakt. Det er mine børn, der har lært mig, at det er godt og nødvendigt at sætte grænser for sig selv, og at sætte dem på en naturlig og kærlig måde. At jeg skal udtrykke mine drømme, længsler og behov, hvis de skal lære at gøre det samme. At uenighed ikke er skadeligt for relationer. Og så videre, og så videre.

Læs også Familienavne & arvelighed

Mine børn prikker til de ømmeste punkter i mig. Dem der virkelig trænger til healing og omsorg. Dem, jeg har gemt væk i løbet af barndommen og ungdommen, fordi det dengang var min strategi for at blive holdt af.

I mit arbejde er jeg meget inspireret af den retning indenfor psykologien, der kaldes ”Imago”. Uden at gå for meget i detaljen med denne måde at se relationer og udvikling på, giver jeg lige et ganske kort rids her:

Imago er det latinske ord for billede. I denne sammenhæng bruges det for at illustrere, at de relationer, vi tiltrækker og tiltrækkes af i vores voksne liv, i høj grad handler om de indre billeder af kærlighed og tilknytning, vi igennem især barndommen har skabt indeni os.

Med Imago-briller på er det sådan, at vi fødes ind i verden sådan nogenlunde hele (alt afhængig af hvor meget spirituel bagage, vi tæller med). Gennem de omsorgspersoner, der i de tidlige år viser os, hvordan vi skal være i verden for at blive ved med at være forbundne, lærer vi at fra-sortere de sider af os selv, der står i vejen for at være i kontakt med omverdenen.

Langt hen ad vejen lever vi helt fint med disse frasorterede sider (det kunne fx være, at du har frasorteret ”den-side-af-dig-der-kan-lide-fysiske-udfordringer”, fordi du blev påskønnet af din mor, når du var en lidt forsigtig og tilbageholdende pige. Det kunne også være, at du har frasorteret din medfødte evne til at sige til og fra, fordi du oplevede at din far blev vred, når du gjorde det –osv.). Det fungerer. Og det er smart nok, sådan biologisk set –for på den måde sikrer vi, at vi overlever.

Problemerne kommer først, for alvor, når vi vokser op. Når vi begynder at mærke, at der er en verden udenfor far og mor. En verden, hvor udviklingstrangen og lysten til at genskabe den helt tidlige barndoms oplevelse af ”helhed”, er ligeså stor som behovet for tryghed, kærlighed og omsorg. Dér opstår balladen.

Læs også Single? lykke vs. overbevisninger

For ind fra højre kommer der nu alle mulige venner, veninder, kærester og børn, som minder os om alt det, vi har mistet. Først ved at se ud som om at de har det, og bagefter ved at minde os om at vi ikke har det (igen kan vi bruge eksemplerne fra før: måske møder du, hvis du er lidt fysisk forsigtig, en mand, der el sker fysiske udfordringer. Eller, hvis du har svært ved at mærke dine egne grænser, får du et barn, der i dén grad markerer sig).

De får os til at føle alt muligt. Oplevelser og følelser, vi end ikke vidste, vi rummede, dukker på mere eller mindre dramatisk vis op til overfladen, når vi møder vores første kærester og tætte veninder.

I begyndelsen tænker vi, at dét at føle alt muligt, der ikke er til at håndtere, må være et tegn på, at der er noget hér, der ikke er rigtigt. Det var nok bare den forkerte, så, når det ikke føles godt. Vi må videre. Til dém, der virkelig får os til at skinne. Vi kommer måske lige i kontakt med noget, men når ikke at blive der så længe, at det resulterer i bevidsthed og healing. Pyt med det, for vi er jo videre.

Så længe, vi ikke indgår i særligt forpligtende relationer, kan det jo også langt hen ad vejen gå fint nok. Men… På et tidspunkt bliver det alvor.

Nemlig dét tidspunkt, vi bliver forældre.

Annonce - Bliv Health Mentor hos Curra me - brug rabatkoden MOOLA og spar 5.000 kr. Se mere her

Forældreskab: Selvudvikling. NU. (så er der ingen vej udenom)

Jeg tror, at alle der er forældre, kan genkende følelsen af ”NU!”. NU er det første gang, jeg elsker ubetinget. NU er det første gang, jeg bliver elsket ubetinget. Eller NU er det dét tidspunkt, jeg burde mærke kærlighed, og opdager, at jeg ikke mærker noget.

Når vi bliver forældre, er der ingen vej tilbage. Vi bliver konfronteret med ægte kærlighed, i hvilken form den så end måtte komme. Og dermed også ønsket om at gøre vores allerbedste, være den allerbedste udgave af os selv, give dette lille menneske al mulig kærlighed og lykke, vi har indenfor rækkevidde.

Forældreskabet forpligter, på alle mulige måder. Vi kan ikke længere smutte videre til det næste forhold, for dette forhold varer altså bare for evigt –uanset om vi skilles eller ej.

Det er også derfor, jeg plejer at sige, at forældreskabet er den vildeste, ypperste, mest intensive form for selvudvikling: Der er bare ingen vej udenom. You gotta deal with it. I hverdagen, hver dag. I praksis.

De spor, der har vist mig, hvordan jeg kan heale mine dybeste sår, stammer fra det, mine børn har vist mig og lært mig. De situationer, hvor jeg reagerer stærkest på dem, viser mig hvor jeg har brug for at vokse som menneske.

Læs også Forandring og parforhold

Når min datter fx viser sin utæmmede vrede og voldsomme temperament, er mit indre i fuldstændigt oprør. Samtlige alarmklokker ringer, i hele mit system, med budskabet ”ti-nu-stille-vrede-skal-håndteres-på-fornuftig-og-rationel-vis-ellers-bliver-vi-bange-alle-sammen”. Disse alarmklokker er mit clue. Det er ved at registrere og være nysgerrig hér, jeg lærer en hel masse om mig selv, og hvor jeg gerne vil udvide mig. Handler alarmklokkerne om, at jeg selv blev bange, når mine forældre udtrykte voldsom vrede? Handler det om at jeg ikke kunne komme ud med min egen vrede og frustration på en hensigtsmæssig måde, da jeg var lille? Handler det om, at jeg aldrig har lært, hvad vrede dækker over, og hvordan jeg får følelsen omsat til noget, der tjener mig? Eller handler det om, at jeg ikke kan tåle at se mit barn lide?

(tilføj selv de hundredevis af spørgsmål, du evt får lyst til at stille dig selv, når du møder et eller andet udtryk hos dit barn, der sætter dine alarmklokker i sving).

Uanset hvad det handler om, er denne oplevelse en kilde til udvidelse af dén person, vi indtil nu har været. Og når vi udvider hér, bliver vi i stand til at give vores barn det, vi allermest trængte til at få, da vi selv var børn (som bonus er det endda sådan, at alene dét at give hende det, i vores hjerner vil føles som om vi selv får det, men det er en lidt anden historie, der handler om spejlneuroner og neurovidenskab. Det kan du garantrisset læse mere om et andet sted). På dén måde sluttes en cirkel i os, og i vores børn. Megasmart, synes jeg.

Intet menneske er en ø

Lad mig lige vende tilbage til dét med, hvem der kompletterer hvem. Lad mig lige gøre det helt tydeligt, at jeg IKKE mener, at vores børn hverken kan eller skal gøre os hele. Børn skal ikke andet end at være til, og som forældre må vi få opfyldt vores behov for heling og vækst et andet sted. Men i mine øjne både kan og skal bruge dem som spejle på, hvad vi selv har gang i, og hvad vi trænger til at udvikle.

I min optik, og med Imago-briller på, er det lidt anderledes i kæresterelationen, hvor det faktisk er ret ok at få nogle behov opfyldt af den man elsker –men det fører for vidt at komme ind på dét her.

Når jeg beskriver relationen til vores allernærmeste som den vildeste selvudviklingsrejse, er det altså ikke med Platons myte i tankerne (dén om det oprindelige menneske, der var hermafrodit, og som blev kløvet i to pga. en eller anden uoverensstemmelse, og som siden dengang har ledt efter sin ”anden halvdel”. Kender du den? Ellers tjek den, den er fin at huske på).

Det handler ikke på dén måde om, at et andet menneske skal gøre dig hel, men om at se dig selv i et større perspektiv. At vide, at det er i relation til andre nære relationer, du kan blive opmærksom på sider af dig selv, du enten havde glemt eller helt sorteret fra. Sider, der kan bringe dig tættere på at føle dig mere hel, og leve dit allerhøjeste formål og potentiale.

Hvis jeg var en ægte litterær, ville jeg afslutte med at citere den engelske poet John Donne for hans digt fra 1624: ”No man is an island”. Men sandheden er, at jeg først lærte dette digt at kende, da jeg engang så den skønne film med labre Hugh Grant (ja, undskyld, men jeg er altså fra den tid, hvor Hugt Grant var en lækkerbisken): About A Boy. En film, der handler om, hvad der sker, når man åbner sig for den verden, der ligger gemt i andre mennesker.

Når man overgiver sig til, at gevinsten ved at være i relation. Gevinsten ved at skulle konfronteres med andre menneskers superirriterende adfærd, og alle de hæslige reaktioner, følelser og ballade det medfører at være i relation. At gevinsten ved alt dette, er at vi udvider os i en grad, der aldrig ville være mulig, hvis vi var alene. Og denne gevinst er, i mine (OG i Hugh Grants) øjne, større end besværlighederne.

Det er også det, jeg ser i min praksis. De udfordringer, som forældre kommer til mig med, giver altid et ret præcist billede af, hvad det er i dem, der trænger til at blive udviklet. Så snart, vi har fået bevidsthed på det, og fundet ud af at drage omsorg for det, vil udfordringen med barnet også forandre sig. Du kan lige tage et tjek, om det ikke også passer på dig. Hvilke udfordringer har du i dit forældreskab?  

Læs også Kinesiologi - Livgivende samtaler med kroppen

Kunne andre i dit netværk få glæde af Relationer sucks'? - Så del den meget gerne med et klik på de sociale medier

Gemmer din stemme...

Bedømmelse: 4.8 af 5. 4 stemme(r).

Del denne artikel med andre i dit netværk

Kommentarer (1)

  1. Marlene
    Marlene på 26.04.2016
    Tak

Efterlad en ny kommentar

 

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

MOOLA sender inspiration og information om spændende temaer til en sund krop, et balanceret sind og en smuk sjæl.

NYESTE ARTIKLER

Sådan kommer du dig over dit knuste hjerte. Artikel af Marie-Louise Bregendahl
Personlig udvikling - 8. June 2018
Af: Marie-Louise Bregendahl

Hvad gør du, når du stadig ikke har givet slip på din eks? Selv om han højt og tydeligt har sagt, det ikke kommer til at ske!

Himmelvågeren. Artikel af Lilan Kops
Personlig udvikling - 8. June 2018
Af: Lilan Kops

Mere Mellem Himmel & Jord

Sådan integrere du den sunde livsstil i din hverdag! Artikel af Siff Frost
Livsstil - 7. June 2018
Af: Siff Frost

Når jeg taler om sund livsstil, taler jeg ud fra min holistiske tilgang til sundhed og til livet. For mig er det naturligt, at vi...

Slip grublerier, tankemylder og bekymringer. Artikel af Lise og Martin August
Særligt sensitive - 7. June 2018
Af: Lise og Martin August

Bryd negative tankemønstre, slip angsten for at fejle, frisæt din handlekraft og find mere indre ro, styrke og overbevisning.

At lede efter gaver - din modgift mod lave vibrationer. Artikel af Ianneia Livia Silke Meldgaard
Personlig udvikling - 4. May 2018
Af: Ianneia Livia Silke Meldgaard

For nyligt læste jeg et opslag i én af de Facebook-grupper, jeg følger. Det er en gruppe, hvor der er samlet mange mennesker med...

Kontakt os her

MOOLA
Værkstedsgården 8, Albertslund
Tlf. 61 33 03 25
Email: info(at)moola.dk
CVR-nr.: 35907300

Nyhedsbrev

GRATIS Online magasin

Følg MOOLA på Facebook
Følg MOOLA på Google+