Vil du være en alternativ succes? Få hjælp til at kommer længere ud her

MOOLA - Vi sætter fokus på alternativ behandling og giver
dig inspiration til at få en sund krop og et balanceret sind.

Alternativ behandling - Artikler og events,samt oversigt over alternative behandlere

Artikler

Her finder du en oversigt over spændende og inspirerende artikler, der handler om den alternative, holistiske og spirituelle verden vi lever i.

Artikel vejledning

Kunne du tænke dig at skrive en artikel? Læs vores vejledning her

Min fuldendte cirkel

Min fuldendte cirkel. Artikel af Odile Poulsen. Psykoterapeut MPF, forfatter, foredragsholder, seer.

Dengang min mor sagde farvel til mig, da jeg som 16-årig blev anbragt uden for hjemmet, tog hun store, mørke solbriller på og stod i flere skridts afstand af mig ude på gangen.

Jeg stod midt inde på mit nye værelse, som jeg netop så for første gang og forsøgte at forstå, at det fra nu af skulle være mit nye hjem. Blot en uge forinden anede jeg ikke, jeg skulle flytte hjemmefra. Det var blevet planlagt og arrangeret meget hurtigt med et: ’Jeg vil ikke have hende mere’, samt en underskrift fra min mor, på kommunens kontor. Farvellet, der kom kravlende op gennem hendes hals og modstræbende blev presset ud gennem de sammenknebne læber, lød ensomt. Som det krævede en kolossal kraftanstrengelse. Inden jeg helt nåede at forstå, var hun drejet om på hælen. Væk.

Jeg kom aldrig hjem igen.

Landskabet ser ud til at bevæge sig, når kornets gyldne bølger slår ind mod mit blik gennem forruden og rabattens yngel af vilde flora i blåt, lilla, gult og rødt vinker til mig i smukke flash, der genvækker billeder, fra jeg som barn drømte mig væk i en regn af valmuer eller kornblomster. Utallige timer, ja døgn, i min egen verden, der havde det meningsfulde formål at beskytte mig mod min reelle verden; den jeg på ingen måde kunne udholde, men stadig formåede at overleve. Det hele er i bevægelse, i en nærmest rytmisk bevægelse, ligesom mit indre er i en rytmisk, cyklisk bevægelse. Vi sidder i Chrystleren som så mange gange før; far, mor og to børn. Bare er børnene ikke helt børn længere; hun på vej til at entrére ungdommen, når hun om lidt officielt bliver teenager. Han står midt i sin og ved at entrére voksenlivet. Eller på vej til.

I dag skal vor søn flytte på efterskole. Det sender en boomerang af følelser fra fortiden i gang inde i mig. Fra hans opvækst og min egen, sammenflettet og adskilt, fra sorg til lykke i en omsluttende cyklus, som får lov at gå gennem mig uden modstand eller behov for at kontrollere det. Det føles intuitivt og spirituelt; det her er langt større end jeg selv.

Det hele er så intenst; den cykliske bevægelse indeni mig, rytmen i landskabet og bilen i landskabet. Et af de øjeblikke hvor man opfatter alt på én gang, og hvor et Kodak aldrig helt ville kunne slå til. Så naturligt, så smukt og rigtigt og for første gang nogensinde, siden jeg for seksten år siden fødte ham, vort første barn, oplever jeg, hvordan alt, hvad jeg har begået som mor, giver mening! Uden forbehold eller snert af skyld. Det hele finder sin rette sammenhæng og mening lige dér, lige i mit eget livs cyklus, der panorerer med vor søns. Måden hvordan jeg, uden at stille mig i vejen, men blot ved at stille mig til rådighed, har givet ham præcis dét, han kom her til verden for at få af mig.

Vi kører af sted alle fire, snart lang tid siden vi har været samlet under ét tag. Ikke fordi vi har problemer med at være i hinandens selskab, men fordi naturens gang bare er sådan; børn fødes, vokser til og flytter sig step by step væk fra deres mor og far. Det skal de gøre. Nogle gange opleves det ikke som skridt, men som spring, hvor vi som forældre opdager, at hvem vi i går blot opfattede som et lille barn, allerede i dag er blevet en teenager. Og vi undres!

Læs også Den perfekte mor FINDES! (jo hun gør!)

Som så mange andre teenage-familier, har vi gennemgået barnets udvikling i epoker. Lige fra den fysiske navlestreng som far klippede i en sky af glædestårer. Over symbiosen der blev brudt af både mor og barn cirka et halvt års tid efter. Til barnets første skridt på de tykke fusser med den uhærdede hud. Fra mors og fars første usikre ’på-gensyn-vi-ses-i-eftermiddag!-vink’ i vuggestuen til ’første skoledag’ med lige dele stolt rødmen over ’vort store barn’ og let skrækslagne blikke hen mod 9. klasses eleverne, med deres skostørrelser som mænd og hofter som kvinder. Udviklingen fra 0 -16 år-ish; barndommen og dets sælsomme liv, som vi forældre knap når at begribe har en start og en ende. Hvor ofte har jeg ikke undret mig? Det skete altid førend jeg nåede at føle mig forberedt! Det havde jeg så tit tænkt på. Alligevel sker det lige nu, igen; jeg bliver overrasket over, at han nu er kommet hertil.

Han træder ud af vor fysiske arena, vor fysiske cirkel ,hvor vi alle fire færdes, og selvom vi ikke alle træffes lige ofte eller lige længe, så træffes vi dagligt. Nu skal vi leve på fysisk afstand af hinanden. For en tid. Det jo bare for en tid, Odile, han kommer hjem igen! belærte min fornuft-tænkning mig, når jeg de sidste par dage, dyppede lidt for længe i egne projektioner og ego. Det er ikke li’som med dig, da du flyttede hjemmefra! (Bitter)Sweet sixteen. Nu jokker vores søn ud af fars fodspor, endda overtrumfende med et par ekstra skonumre, læggende an til et skæg, dog endnu i skyggen af fars. Han hænger deromme på bagsædet med sin mobiltelefon; liv-linjen til kæresten og musikken og pengene, og jeg ser ham på en anden måde end i går.

Endelig knækker han spørgsmålet serveret med et varmt blik og et let smil.

- Mor? Jeg vender mit blik fra landskabet, hvis bevægelser jeg stadig mærker, for igen at se på ham (glad for at have en undskyldning for at kunne) som han sidder der, ved siden af sin søster. Det er, som jeg vil se ’på forhånd’. Lige så lidt som man kan sove på forhånd eller tisse på forhånd, for behov lader sig ikke blive mættet førend de opstår, lige så lidt kan jeg se nok af ham, til at det vil vare længe nok.

- Kommer du til at græde?

- Ja, det gør jeg! smiler jeg og så for at forsikre ham om, at jeg nok skal kontrollere mig: - Selvom jeg har grædt lidt på forhånd!

- Ja, stemmer han i og lukker sig igen inde bag sin pande, hvor hans tanker ligger i skjul.

Som vi sidder der, er vi gemt i et foreviget øjeblik i mit hjerte, ligesom den første skoledag er det. Den første af alt ting. Man kan ikke græde på forhånd! retter jeg mig selv inde i mit gemme og er lige ved at ville forklare det til de andre, men dropper det, for intensiteten er så stærk, at der ikke er plads til flere ord mellem os lige nu.

Efter et par timer på efterskolen med velkomst-tale og sang i salen, finde det rette værelse og opdage vi (jeg!) havde glemt alt det essentielle for så i rekordfart at få det skaffet fra den nærmest liggende by. (- Ja, jeg ved ikke hvordan jeg kunne overse, der stod pude og dyne på pakkelisten! - Det er o.k. mor, du har haft så meget at huske på! svarer han med et overskud, jeg heller ikke helt havde set komme), er vi ledt til farvel-tidspunktet. Det konkrete goddag til en helt ny hverdag og det symbolske farvel til en tid som var. Vi er allerede bombarderede af mennesker, sanseindtryk og curling- forældregenerationens bekymringsspørgsmål, som da en far spørger: - Kører man på cykel på de her meget smalle landeveje? Det er tid at slippe vores unge og give dem plads til det, der blot er begyndelsen på en tid, hvor alt er nyt og fremmet. De skal blive her i deres nye fælles liv, hvor de skal erfare af livet uden forældre som ’buffere’.

Læs også Det er i barndommen fremtiden skabes

’Farvel-kramme-tiden’ bliver med kram, der varer lidt længere end vanligt og føles meget anderledes end vanligt! Vores to unge krammer og siger ’elsker dig!’ til hinanden med en sjælden udvist ømhed. Far og søn tager en ordentlig ’holde-om-hinanden-som-to-mænd’-krammer og der kommer et ’Tak for hjælpen, far!’ ,og da det til sidst er min tur, slipper jeg ham efter et langt, varmt kram, blot for så lige at gribe om ham endnu en gang. Hans smil af mine tårer gør, jeg bliver helt tryg; han er ovenpå, han er besluttet. Han vil det her, det er hans ønske at komme her.

En halv time senere er vi tilbage i sommerhuset; det er mærkbart vi nu er tre. Pludselig udbryder hende ’den lille’ med et bredt, ikke- utilfredst smil:

- Så mærkeligt! Nu skal jeg nærmest være enebarn det næste års tid! Vi griner alle tre og er allerede ved at omstille os til den nye struktur.

Igennem de sidste par døgn har mine tanker og følelser, hånd i hånd, flakset mellem min egen fortid og vor fælles nutid. Fra dengang, hvor jeg præcis som ham, seksten år gammel, flyttede hjemmefra. Jeg flyttede ind på kostskole, anbringelse foranstaltet af kommunen. Jeg flyttede ind bærende på to selvmordsforsøg og millioner af bristede håb, som den gyngende grund der skød mig væk hjemmefra. Han flytter ind på eget initiativ og drifter helt anderledes af sted med sådan en lyst på livet, på mennesker og verden, mæt af kærlighed og uden at kunne lade være med at ville have mere.

Jeg selv kom aldrig hjem at bo igen, da jeg først havde fået mine helt egne ben at stå på. De var nok vaklende, for min lære hjemmefra bestod i overlevelse af seksuelle overgreb og tortur. Det var ’Guds Blinde Øje’ forklarede jeg mig selv, når jeg på min datters alder gemte mig ind i litteraturen. Her jeg fandt den empati, der ikke udfoldede sig i mit barndomshjem. Men uerfaren i kærlighed ledte mine ben mig direkte ind i ulykker, for blot at mærke trygheden ved det velkendte.

Tilbage ved sommerhuset går jeg ned til havet for at nyde solnedgangen. Sådan som han altid gør, når han er herude! og da slår det mig, hvilken gigantisk cirkel der er sluttet i dag! Fra min fortid til hans nutid!

For netop dette hav er det samme hav, jeg altid trak mig hen til, da jeg voksede op! Her sad jeg med mine tanker og følelser i den unikke tosomhed, som kun havet kan give plads til. Dengang var der ingen bro over Storebælt. Hvor er det symbolsk! Der er bygget bro over havet, men også over generationer! Bro over det gigantiske mønsterbrud, ah! Himlen, havet og solen er uforandrede. Udsigten er næsten identisk med dengang. Min sekstenårige søn havde siddet her sin sidste aften, inden han flyttede ind på efterskolen, for at se solen gå ned, nøjagtig som jeg havde siddet her, seksten år gammel, for at se solen gå ned. Da den bevidsthed fylder mig, lettes hele min krop. Noget dybt indeni slipper og lader fare. Noget hvis væren jeg aldrig før har været bevidst om. Som en usynlig hinde over mine celler, der afholdt mig fra at stole fuldt ud på, at jeg gjorde det rigtige som mor. Først lige dér, mærker jeg det. Som et gigantisk gys strømmer det gennem mig, overgiver mig til en dyb taknemmelighed. Cirklen er sluttet! Min søn er på vej på den allerbedst tænkelige og mulige måde. Jeg lykkedes med at give ham alt det, jeg aldrig selv fik. Han er proppet med kærlighed, vished og med en selvindsigt, der er de færreste mennesker forundt.

Så kommer tårerne igen. Aldrig før har noget føltes så fuldendt. Nu ser jeg, hvordan universets timing har skabt, at min søn og jeg, i hver vor alder af seksten, skulle stå og hilse det selvsamme hav og himmel aftenen inden, vi flyttede hjemmefra. Han blot fyldt og tryg, hvor jeg var tom og bange.

Intet andet er mere meningsfyldt, end når vi kan skabe liv, der hvor der mest fandtes død. Det er selve livets essens. På mange måder fik jeg genskabt livet gennem mine egne børns barndomme.

coach/behandler/odile-poulsen/

Gemmer din stemme...

Bedømmelse: 3.7 af 5. 3 stemme(r).

Del denne artikel med andre i dit netværk

Kommentarer (0)

Ingen kommentarer fundet.

Efterlad en ny kommentar

 

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

MOOLA sender inspiration og information om spændende temaer til en sund krop, et balanceret sind og en smuk sjæl.

NYESTE ARTIKLER

Sådan får du succes med dit nytårsforsæt. Artikel af Cph coaching by Karina
Coaching - 6. December 2019
Af: Cph coaching by Karina

Tiden nærmer sig årsskiftet og de evigt tilbagevendende nytårsforsæt.

Rejsen gennem sorgen. Artikel af Ingebrit Mouritzen
Coaching - 6. December 2019
Af: Ingebrit Mouritzen

At miste er, at være tvunget til at genfinde sig selv og sit liv på nye vilkår; - dette måtte jeg sande, da vi for 26 år siden...

Svære afslutninger får dig til at gå for meget på kompromis. Artikel af Stine Gram
Coaching - 6. December 2019
Af: Stine Gram

Vi vil som mennesker helst ikke give slip på det, vi har. Måske skyldes det vores urinstinkt? Men hvad når det, vi har, holder os...

Fællesskab  – den nye medicin mod ensomhed. Artikel af Louise Schønnemann
Coaching - 4. October 2019
Af: Louise Schønnemann

Jeg vil så gerne skrive om fællesskabets kraft, men jeg bliver nødt til at skrive om ensomheden først. For måske er årsagen til...

Inspiration til sexlivet - tænd lyset. Artikel af Steen Blendstrup
Sexologi - 4. October 2019
Af: Steen Blendstrup

Sexlivet er parforholdets ”kanariefugl i kulminen”: Hvis sexen dør, gælder det om at komme ud så hurtigt som muligt. Om ikke...

Kontakt os her

MOOLA
Værkstedsgården 8, Albertslund
Tlf. 61 33 03 25
Email: info(at)moola.dk
CVR-nr.: 35907300

Nyhedsbrev

GRATIS Online magasin

Følg MOOLA på Facebook
Følg MOOLA på Google+