Den perfekte mor FINDES! (jo hun gør!)

Hvad hvis de forældre, der arbejder meget, er mere glade og nærværende, når de så er der, end forældrene der godt nok er der meget, men som er trætte og sure fordi de ikke gør noget for sig selv? Hvad er så bedst? Er hjemmearbejdende mødre mere ’ægte’ end mødre, der vælger deres karriere frem for at være sammen med deres børn? Kan man overhovedet tillade sig at sige, at noget er bedre end andet?

Hjemme hos mig, i min familie, taler vi ret tit om dette emne. Det er mit arbejde og min dybeste passion at hjælpe forældre til at blive lige præcis de forældre, de gerne vil være –så naturligvis er det meget det, mine tanker kredser om. Jeg er drevet af en oprigtig nysgerrighed og interesse for, hvad der ligger til grund for, at vi mennesker gø,r som vi gør, og er af natur meget lidt dømmende. Jeg er selv fuld af såkaldte fejl, og har truffet valg som i andres øjne er uforståelige, og en vigtig del af min mission og mit livsformål er at bryde tabuer. Tabuer skaber vi, når vi er angste for konsekvenserne af, at vi har gjort noget, vi tror er utilgiveligt, så hvis vi vil tabuerne til livs, er det afgørende ikke at dømme.

Læs også Giv dit barn en sund start på livet

Min mand er ligeså passioneret om familieliv som jeg, bare på en helt anden måde, og med helt andre øjne. I hans øjne er der i dén grad noget der er ’rigtigt’ og ’forkert’ –også hvad angår forældreskab.

Så dér står vi så: Mig på den ene side, med en ide om at alle er lige gode og det ene familieliv kan være ligeså godt som det andet. Og ham, min mand, på den anden side, fuld af ord og tanker om retfærdighed for børnene og forældre der må ’komme ind i kampen’ og være sammen med deres børn (han er i øvrigt ikke terapeut som jeg, snarere er han én, der lever af at have holdninger, så alt giver mening hér).

Indtil videre er det gået meget godt for mig (jeg synes selv, jeg har KLART de bedste argumenter!), og lige præcis på dette område betragter jeg mig selv som en ekspert. Det er gået godt for mig at argumentere for, at det giver totalt god mening, at nogle forældre vælger at lægge flere timer i deres arbejde end i deres familie, fordi det ind i mellem føles så supersvært at få følelsen af at lykkes derhjemme. Jeg har haft –og har stadig- fuld forståelse for, at en ferie med børn kan virke mere udfordrende end at bestige Mount Everest, og at vi må give hinanden noget credit for alt det, vi faktisk lykkes med, i stedet for at slå os selv og andre i hovedet med at vi burde gør MERE (være der mere, være mere nærværende, have flere timer hjemme, etc).

Indtil videre er det gået godt at antage ’det-ene-er-ligeså-godt-som-det-andet-og-jeg-kan-forstå-alle’ –holdningen. Indtil nu.

I de forgangne uger har der været en del snak i medierne om dén mor, der var selvstændig advokat, og som kun havde givet sig selv en uges barsel. Min mand var rasende. Jeg var large (’Det handler jo om at være nærværende NÅR man er der… og: ’man kan være en ligeså fraværende mor, selvom man er hjemmegående barselsmor’… -Og så videre). Jeg insisterer til stadighed på, at vi alle har ret til at træffe de valg, vi nu engang træffer, og kunne aldrig finde på at dømme hverken hende advokat-moren eller andre, der gør noget andet med deres liv og deres børn, end jeg.

Alligevel var det ved denne lejlighed, at noget begyndte at klinge hult for mig. For… efterhånden mener jeg faktisk ikke, at alt er lige godt. Jeg mener, at vi gør os selv og vores børn en KÆMPE bjørnetjeneste ved at fastholde synspunktet om, at den ene måde at være forælder på kan være ligeså god som den anden. Jeg må overgive mig, bide i det sure æble og indrømme, at jeg faktisk mener, at der ER noget, der er bedre end andet. Det er ikke let for mig, for det er et kontroversielt emne, og jeg er forfærdelig bange for at ’sætte min røv i klaskehøjde’ (som jeg engang havde en chef der sagde at jeg gjorde). Men jeg mener det så meget, at jeg ikke har andet valg end at sige det:

Der ER noget der er bedre for dit barn end andet. Og det ’noget’ er DIG.

For dit barn er du, kære mor (og far også, for den sags skyld) det mest skønne, dejlige, attråede væsen, og netop din kærlighed og omsorg er den allervigtigste kærlighed og omsorg, dit barn nogensinde får. Den største gave, du kan give dit barn, er dig. Du er det menneske, dit barn for evigt vil ønske at være nær.

Dette gælder uanset om du har morgenhår, om du er en tikkende bombe, og uanset hvor lidt pædagogisk du er af natur. Dit barn vil bare gerne have DIG –med alt hvad du er.

Det betyder naturligvis ikke, at du bare skal lade stå til med alt, hvad der nu er af såkaldte ’mangler’ i forhold til at blive dén mor, du rigtig gerne vil være. Du skal bare ikke lade din følelse af ikke-god-nok-mor spænde ben for indsigten om, at du (også) ER en god-nok-mor.

For dit barn er du den bedste.

Ind i mellem glemmer vi denne helt banale sandhed. Ind i mellem kan det være så bøvlet og hårdt at være børnefamilie, at vi forestiller os, at det må være fordi der er noget galt med os. Eller med vores børn, eller den måde vi driver familie på. At det handler om manglende kompetencer til at løse opgaven. Vi forklarer vores afmagt og forvirring med, at vi ikke er uddannet til det, at vi ikke ved nok om børn i dén og dén alder, eller med de og de særlige egenskaber. Nogle går endda så vidt som til at tænke, at deres barn ville have bedre af at være sammen med andre og mere kompetente mennesker (fx pædagoger eller stedforældre, eller hvem det nu måtte være, der besidder de kvaliteter, vi ikke altid selv mestrer).”Han har bedre af at være i vuggestue end at være sammen med mig”, kan vi finde på at sige til os selv i perioder, hvor det hele synes lige lovlig uoverskueligt. ”Det er bedre, at jeg er glad, når jeg kommer hjem, fordi jeg er blevet tanket op på mit arbejde, end at jeg henter hende tidligt fra børnehave og er helt sur”.

Jeg siger det også ind i mellem. Dé dage hvor jeg tænker: Lad mig dog for pokker BLIVE her på jobbet, hvor verden er så enkel, og jeg bare goddamn lykkes med det jeg gør (i modsætning til derhjemme, hvor der jo for katten ret ofte er modsatrettede behov). Det er disse dage, jeg kan finde på at sige til mig selv, at mine børn har det bedre med andre end mig (og… helt ærligt: der er jo også noget om snakken. Når jeg er i dårligt humør, er jeg virkelig ikke en top-udgave-mor, og lever ikke op til mine egne idealer –stadigvæk vil jeg fastholde min pointe: Min lille søn vil stadig hellere være sammen med mig, end at være i vuggestue, selvom jeg ikke er helt på toppen).

Men. Efterhånden har jeg bare fundet ud af, at det er her, så mange af os går galt i byen. Vi tror, der er et ideal for at være perfekte forældre, og dette ideal spænder så meget ben for, at vi kan blive de perfekte forældre for vores børn.

Læs også Jeg ser dig

Vi tror, at vi skal være 100% tilstede, at vi skal have overskud til børnene hele tiden, at vi kunne sige ja de fleste gange, og nej på en rigtig rar måde, hvis vi ind i mellem ikke gider mere. Vi tror, vi skal sidde på gulvet og lege hyggeligt med tog, når vi er hjemme, og at børnene til hver en tid skal høres i, hvad de har på hjerte. At man ikke som forælder må tage en slapper på sofaen, mens børnene leger selv, eller at man ikke må have en god snak med sin kæreste, som ikke nødvendigvis behøver blive gengivet i børnesprog.

Vi stiller på en eller anden måde så høje krav til det at være forælder, at vi kommer langt langt væk fra vores egen natur. Vi mister orienteringen og ved ikke, hvad vi skal gøre for at gøre det ’rigtigt’.

No wonder vi nærmest får præstationsangst ved tanken, og ikke rigtig orker at komme hjem.

Dét at være mor og far er ikke længere bare noget, vi ryster ud af ærmet som den mest naturlige ting i verden. Selvom forældreskabet vel dybest set, når alt kommer til alt, er det eneste job i verden, om hvilket man helt ærligt kan sige, at vi er ’skabt til det’.

Så. Fordi vi synes, det er bøvlet og ikke ved, hvordan vi skal løse det, så antager vi, at det er os, der er noget galt med. Det er her, vi fortæller os selv og hinanden, at det er ligeså godt (eller bedre) for vores børn at være i børnehave 8-9 timer. Og for på en eller anden måde at kunne holde dét ud, er vi nødt til at bekræfte hinanden i, at det ene kan være ligeså godt som det andet. At der ikke findes nogen ’rigtig’ og ’forkert’ måde at lave familie på.

Læs også Lukker vi børn ned eller løfter vi dem?

Jeg vil stadig ikke give min idealistiske stivstikker af en mand ret i, at vi kan drage en parallel mellem hvor meget, vi som forældre er sammen med vores børn, og hvor godt de har det. Jeg mener det er ca 1000 gange så nuanceret end som så. Men jeg mener vi (=bl.a. jeg) er nødt til at stoppe med at lade som om, at det hele er lige godt. For når vi fastholder den myte, kan vi heller aldrig komme til at tale om, hvad der egentlig er svært, og hvordan vi overkommer det. Så holder vi hinanden fast i, at du-gør-det-på-din-måde-og-jeg-på-min, og så bliver vi bare ensomme i stedet.

Jeg tror virkelig på, at alle forældre vil deres børn det bedste. For at give dem det bedste, må vi finde ud af, hvordan vi bliver den bedste udgave af os selv. Ikke hvordan vi tilsidesætter vores drømme og længsler og behov for at blomstre og gro på alle mulige måder, som ikke nødvendigvis har med børn at gøre. Men hvordan vi kan finde ind til det sted, hvor vi giver os selv lov til begge dele. Giver os lov til at tage tidligt hjem og hente børn –selvom vi ikke har købt ind og lavet mad inden. Hvor vi kan være sammen med dem uden hele tiden at synes, at de æder os op, og måske endda ind i mellem kan sige, at vi lige er optaget af noget andet. Vi er nødt til at give os selv lov til at eksperimentere og famle og løsne lidt op, undersøge hvem vi er som forældre –med hele molevitten.

Det er på den måde, vi giver vores børn lov til at nyde en barndom med fuld skrue på hele spektret af MOR (og / eller far). Hvor vi viser vores børn, at vi er rigtige mennesker fuld af forsider og bagsider, at vi også øver os og bøvler med det, der er svært, men at vi faktisk samtidig gerne vil være sammen med dem undervejs.