Når de dybe skove kalder…

For mig er det shamanistiske arbejde blevet en spirituel vej. En forståelse for den Jord, som jeg hver dag betræder og for den verden jeg fødes, lever og dør i. Arbejdet med naturen er blevet essentielt for mig, ligesom bevidstheden og følelsen af at indtage min plads i livet.

Det vi kalder shamanisme i dag, udspringer af en ur-visdom, der løber igennem de fleste oprindelige kulturer, hvor animismen (filosofien om, at alt omkring er besjælet; stenen, træet og vinden) ofte har spillet en stor rolle.

✽ LÆS OGSÅ FRA TEMAET NATUR - De 5 elementer i naturen

Det er i samspil med disse væsner og kræfter, at mennesket til alle tider har levet side om side og søgt sine råd. Traditionelt set har landsbyen eller samfundet haft en shaman/medicinmand/åndelæge der fungerede som bindeled mellem menneskenes og den åndelige verden.

De shamanistiske principper blev i løbet af 1980’erne tilpasset vores vestlige levevis af amerikanske pionere. Præcis som det er sket med mange andre livsfilosofier og religiøse retninger inden for de sidste 30-40 år. I dag bruger vi shamanismen til personlig udvikling og til at søge hjælp, kraft, healing eller råd til os selv eller andre.

Begrebet "shamanisme" dækker som en paraply over forskellige metoder og traditioner, men ens for dem alle er, at det handler om at "shamanen" ændrer sin bevidsthed (ved hjælp af ritualer som f.eks. tromme, rasle, dans, sang, udmattelse eller psykoaktive substanser - sidstnævnte er mindre udbredt her) for at kommunikere med sine åndehjælpere, kraftdyr og skytsengle og i samarbejde med disse udfører sit formål. Vi kalder det shamanisme, fordi vi mangler et bedre ord – det handler om at være bindeled. At gå på broen mellem verdenerne.

Siden jeg selv var barn, har jeg mærket længslen i hjertet. Længslen mod jorden. Mod det oprindelige. Mod den kraft der ånder i bjerget og synger i vinden. Det handler ikke om at “tro” på noget. Men om at “erfare” og genlære alle de ting, som for længst er glemt i vores moderne, hæsblæsende hverdagsliv.

Om at forstå hvor virkningsfuldt det er gå til Egetræet med sine kvaler, om hvor meget Måne kan hjælpe med smerte eller om hvor stor og kraftfuld Ild kan være som forbundsfælle. At Jorden under mine fødder bærer og støtter mig hver dag. At den høje, gamle Birk i min have kan give sit besyv med, når jeg beder om hendes råd. At Slange heler hjertesorg.

For mig handlede det om at finde hjem. Om at forstå hvem jeg er. Via den kloge kone der nænsomt, men også skarpt lærer mig om livet i pagt med naturen. Om åndefæller og livets kredsløb, om den fuldgode jord og om stjernernes magi. Shamanens arbejde.

✽ LÆS OGSÅ FRA TEMAET NATUR - Naturens skatkammer

Og hvor verden dog bliver rigere og mere vid, når man pludselig forstår. Forstår længslen i hjertet. Sulten efter Jordens puls. Forstår hvorfor man drages. Mod rytmen og ensomheden, mod jorden, himlen og havet. Og hvorfor at det altid var de store vider og de dybe skove der kaldte…

Rådslagning med naturens kræfter er en vigtig del af den måde, som jeg selv praktisere shamanismen på. Varselstagning ved skumringstid eller mødet med fuldmånen giver adgang til ældgammel visdom og åbner vores øjne for muligheden for at genfortrylle verden og fjerne os fra livet i overhalingsbanen. 

At begå sig i det shamanistiske verdensbillede handler om, at man kan gå til sine åndehjælpere eller til naturens væsner med de ting, som til alle tider har optaget menneskers liv; helbred, kærlighed og mad på bordet. Det er de små og store spørgsmål i livet, som vi ikke umiddelbart selv kan finde svar på ved at bruges vores almindelige sunde fornuft.

Vi arbejder ved naturens egne højtider. Vi søger mod de tidspunkter på dagen, natten eller af året, som er mest gunstige til magisk arbejde. Til der hvor sløret mellem verdenerne er tyndest. Ved skumring eller daggry, ved fuld- eller nymåne, ved solhvervets kraftfulde porte – for lettere at kunne foretage det bevidsthedsskift som er nødvendigt for at kunne indbyde til dialog mellem verdenerne.

Et eksempel fra mit eget liv handler om, hvordan jeg skulle være med til at beslutte om min ældste datter skulle gå et klassetrin om. Det var et af min livs sværeste beslutninger. Jeg var splittet imellem frygten for det der kunne overgå hende ved kammeraternes stigmatisering og hendes egen følelse af aldrig at kunne slå til fagligt, i hendes nuværende klasse.

✽ LÆS OGSÅ FRA TEMAET FRYGT, EGO & SELVSABOTAGE - Kærlighed er ikke for tøsedrenge

Jeg valgte at gå ud i Natten. Jeg valgte at gå til Måne på hendes festdag – en fuldmånenat. Mig og min tromme. Og min inderlige, klare hensigt om at bede om råd til hvordan jeg bedst kunne støtte min datter.

Mens Måne steg op på fra horisonten på den sydlige himmel, lod jeg lyden af trommens kraft bærer mit ønske ud. Måne kæmpede sig igennem et sløret skydække, for til sidst at lande som en stor funklende perle højest på himmelhvælvet, hvilende på en blød, hvid pude. Og sådan gav hun mig svar og viste mig, hvordan min datters rejse først ville være svær og uklar, for sidenhen at lade hende stråle som en smuk og enestående perle.

Efter den session i natten var jeg ikke i tvivl om, hvad den rigtige beslutning ville være. Og jeg følte mig ikke alene. Og hver gang, i den første svære tid, at jeg kom i tvivl, om jeg nu alligevel havde truffet det rigtige valg – kunne jeg blot skæve op til Måne og forbinde mig til den oplevelse og føle helt ind i hjertet, at vi var på rette vej. I tillid.

Vil du lære mere om, hvordan du selv kan gå ud og søge svarene ved ”At lytte til vinden” – så læs mere på mit website www.hyldemorshave.dk under ”Kurser og events”.

På sitet skriver jeg om alt fra lægeplanter til shamanisme og tanker fra et kvindeliv af i dag.

I juni afholder jeg kurset "At lytte til vinden" hvor du kan lære at gå derud under Sol og Måne, hvor svarerne findes. Læs mere på mit website www.hyldemorshave.dk

✽ LÆS OGSÅ - Hvad kan vi lære af indianerne?

Kunne andre i dit netværk have glæde af Louise Lie Von Linstows artikel? Del meget gerne på de sociale mediaer