Sammen – hver for sig

For de unge i efterkrigstiden var det helt almindeligt at flytte lige fra forældrene og ind i ægteskabet; det var endog ikke ualmindeligt, at det unge par den første tid måtte finde sig til rette med et værelse hjemme hos den enes forældre. At få et barn var en måde at komme frem i boligkøen på.

LÆS OGSÅ Forandring og parforhold

Smag for frihed  

Anderledes med os, der blev født i 60’erne og senere. Vi flyttede hjemmefra for at studere eller komme i gang med en karriere, og når vi så havde etableret os, flyttede vi sammen. Mange af os sikkert flere gange, før vi fandt ham/hende, vi fik børn med. Vi har smagt friheden.

Tilsvarende har vi, efter vi kastede ægteskabets lænker, oplevet, at vi kunne stå på egne ben, kunne dyrke vore egne interesser, kunne have vore egne venner. Og selv om vi gerne vil kærligheden og egentlig er monogame, så stejler vi lidt over pludselig at skulle blive enige om farven på sofaen, have aftaler om spisetider, gøre alting sammen. Det er det, der får COLA-modellen til at se attraktiv ud for mange, når de kaster sig ud i et modent forhold (altså efter forplantningen). Vi er sammen, når vi har tid, har lyst (også i den kødelige betydning) og overskud, men kan trække os tilbage til vore egne boliger, når hverdagen med job og evt. børn skal varetages. Vi vælger parforhold, hvor vi kun tager det sjove med.

LÆS OGSÅ Single? lykke vs. overbevisninger

De tre samliv

Spørgsmålet er, om attraktionen ved at bo hver for sig ikke hænger sammen med, at vi aldrig har oplevet at have frihed, mens vi boede sammen med andre. Vores erindring om at bo sammen kan måske deles i tre:

Den første forelskelse, hvor det at være mest muligt sammen ikke var et valg; det var et dybtfølt behov.

Børnefamilien, hvor forældrenes behov bliver sat på stand-by, mens der skal skiftes bleer, hentes og bringes til institution og skole, til aktiviteter og legeaftaler, hvor alt går op i barnedåb, børnefødselsdage, børnevenlige ferier og en uendelig skemalægning.

Og endelig er der før-skilsmisseperioden, hvor temperamenterne er slidt, hvor hverdagen er rutine, passionen er død, og mistanken om affærer lurer om hvert eneste overarbejde eller weekendkursus.

Men hvad nu hvis vi plukker hormonrusen, forplantningsbehovene, rutinen og ejerfornemmelsen ud af samlivet? Hvad nu hvis vi beslutter os for at leve sammen, fordi vi har lyst til at være sammen med en partner, så længe han eller hun har lyst til at være sammen med os? Og hvis vi respekterer, at vi ikke er vokset sammen ved hoften, men rent faktisk har egne liv, egne livshistorier, egne interesser og egne venner? Kunne vi så ikke bo sammen og nyde både at sove hver for sig og ligge i ske?

SILT

Eller –for nu at sætte et akronym på – SILT. Singles Living Together.

Selvfølgelig mener jeg ikke singler. Jeg mener bare, at man i sådan et parforhold respekterer hinandens frihed som individer – som singler – men nyder alt det gode ved parforholdet. Og jo, det kan for den sags skyld godt inkludere, at man lever i et åbent forhold, hvor begge parter – ligesom singler – kan gøre sig erotiske erfaringer uden for parforholdet. Men det behøver ikke gøre det.

Tænk på, hvordan du behandler en kæreste eller en potentiel kæreste, når du dater. Tænk på opmærksomheden, på passionen, på nysgerrigheden, på lysten til at lytte, til at give og til at udforske. I mange parforhold begynder man at tage hinanden for givet. Det gør singler ikke. De er glade for at være sammen med deres kæreste, hver gang det kan lade sig gøre. Selvfølgelig står man ved forholdet og introducerer gerne kæresten for sine venner. Men der er ingen, der siger, at ens venner nødvendigvis siger partneren så meget. Det behøver så ikke betyde, at vi holder op med at se dem. Vi gør det bare hver for sig.

Åh ja, tænker du nok. Så skal jeg finde mig i, at hun stadig ses med eksmanden og ekskæresterne og ham den flotte kollega, der sender lange øjne efter hende. Dertil er svaret: JA! Vi ejer ikke hinanden, og med mindre man – ulovligt – udspionerer hinandens telefon og computer, så har vi faktisk ingen mulighed for at kontrollere hinanden. Så hvorfor ikke bare stole på hinanden? Hvis du ikke kan stole på ham … er han så værd at samle på?

At sige ja til hinanden

Hvis begge parter i et forhold har et liv for sig selv, så er der hele tiden nye ting at snakke om i parforholdet, nye erfaringer. Hvis det at være sammen ikke er rutine, men noget vi skal gøre en indsats for, så lærer vi at sætte større pris på hinanden. Et praktisk eksempel kunne være måltiderne. Det ville ikke bare være rutine, at den ene lavede mad, og den anden satte sig og slugte, hvad det nu var. Hvorfor dog ikke invitere hinanden på middag? Hver dag! Eller hvor tit det nu vil passe. Hver evig eneste beslutning ville kræve, at vi sagde ja til hinanden.

Og erotikken? Separate soveværelser! Jeg tør godt love, at det ikke ville blive 7 minutter og 14 sekunder hver onsdag og lørdag, for situationen ville indbyde til flirt og forførelse. Ja, det ville jo faktisk kræve, at den ene eller den anden tog initiativet. Det kunne også sagtens være at tage initiativ til at ligge i ske, komme ind og spise morgenmad sammen, ligge og se GOT sammen (Game of Thrones, nu vi er ved akronymerne). Hvad som helst.

LÆS OGSÅ Rod i relationerne?

Så lad mig foreslå SILT som en ny samlivsform – måske med småbørnsforældre som undtagelse, for den logistik er svær i alle tilfælde – fordi vi helt sikkert vil være bedre som par, hvis vi ser hinanden som individer, respekterer hinandens forskelligheder og behandler hinanden som attråværdige singler. Sådan som et ideelt parforhold ser ud, men som vi reelt ofte glemmer at behandle hinanden. Så SILT … eftersom det lyder lidt åndsvagt at lade COLA-parrene flytte sammen som COLT.